Ibrahim Ferrer med kasketten var charmetrolden i 'Buena Vista Social Club'. Nu tilføjes Ry Cooders cubanske musikeventyr med Ibrahim Ferrers anden solo-cd endnu et guldrandet kapitel. På 'Buenos Hermanos' er holdet bag sangeren nogenlunde det samme som på debuten for fire år siden. Som på 'Ibrahim Ferrer' tæller kernen af musikere igen Cachaito Lopez, Manuel Galbán og Ry Cooder, der også denne gang har produceret. Men 'Buenos Hermanos' er ikke bare en repetition af den succesfulde debut, der alene i Danmark blev solgt i 30.000 eksemplarer. Hvor introduktionen 'Ibrahim Ferrer' emmede af havaneser i en mahogniind-rammet natklub, har den tidligere pensionist Ibrahim Ferrer tilsyneladende nu for alvor fået banket rusten af. I modsætning til debutens nænsomt nostalgiske tone er 'Buenos Hermanos' en spraglet og vital musikalsk oplevelse. Afvekslende og fuld af overraskelser skifter tempoet konstant og elegant. Klassisk cubansk stemning fås ikke meget mere lun og lækker end i den afslappede 'La Musica Cubana', men samarbejdet mellem den gamle cubanske sanger og den altid intelligent fortolkende Cooder finder mange andre udtryk. Den store potentielle evergreen-fortolkning er den dryppende romantiske 'Perfume de Gardenias', der lokker det grandiose helt frem i Ferrers stemme løftet godt på vej af koret The Blind Boys of Alabama og saxofonisten Gil Bernal. På 'Hay Que Entrarte A Palos A Ese' bliver der fyret gevaldigt op under kedlerne af Manuel Galbáns orgel, mens det på 'Naufragio' er den liflige luft i Flaco Jimenez' trækharmonika, der trækker og med til at understrege projektets åbne grænser er tilstedeværelsen af den altid på én gang bundsolide og uortodokse amerikanske trommeslager Jim Keltner. Med rullende tungespids og ædel timbre viser Ferrer sig mand for at mestre de mange skift i tempo og atmosfære, som understreges af albummets brede vifte af signaturinstrumenter. Løssluppen, inderlig, drilsk og kælen. Den gamle verdensmand med dåbsattest fra 1927 runder det hele med en legende varm virtuositet, der ikke lader sig anfægte af det diskrete eftersmæk af gumme, som trods alt minder om, at der her er tale om mand i en alder, hvor de fleste for tid og evighed har mistet vokalpragten. Når man kalder en plade for en fest, er der tit tale om en umiddelbar gevinst udbetalt i sveddryp, som kan vise sig hurtigt at blive en ensformig, kortlivet fornøjelse hjemme i dagligstuen. Men på 'Buenos Hermanos' står Ibrahim Ferrer i spidsen for en fest, der fortsætter. Som vugger og swinger samtidig med at den byder på sine øjeblikke af smægten og introspektion. Først og fremmest er der tale om en plade, der videretænker 'Buena Vista Social Club's fusion af bundløs respekt for cubansk klassik med friske musikalske idéer. 'Buena Social Vista Club' var en overvældende succeshistorie for det grå guld i cubansk musik. Med en efterfølgende fokusering på de ærværdige veteraner, der vistnok ikke altid gjorde livet nemt for yngre og eksperimenterende musikere. Så der er blevet mumlet om harmløs nostalgi. Men guitarspillet og rytmesektionens muskuløsitet på 'No Tiene Telerana' er blot en af mange grunde til i dette tilfælde at afmontere enhver tænkelig anklage for perspektivløs nostalgi. På 'Buenos Hermanos' formår en gammel mand at leve sin stemme helt ind i nuet. Et nu der får sin fylde og sit konstant changerende lys af at kunne rumme fortiden som en særdeles levende størrelse under stadig udfoldelse.