Moloko fra Sheffield i England er og har altid været et sært dyr i den popmusikalske åbenbaring. Unikke, men ikke trendsættende eller originale. Populære, men alligevel excentriske, nogle gange decideret krøllede komponister. Deres fjerde album, 'Statues', er ingen undtagelse. Der er højt til loftet - ikke mindst takket være en lejlighedsvis hær af episke strygere og både symfoniske og funky blæsere - og man benoves over elegancen i arrangementerne, de frække, morsomme, fornemme detaljer. Men først og fremmest over de aldeles fremragende sange, som på trods af overdådigheden aldrig drukner. De står klart udmejslede midt i hver deres overflødighedshorn af genremix og varieret instrumentering. Duoens ambitioner om at transcendere popformatet får en til at tænke på Beach Boy Brian Wilsons ambition om at få folk til at føle sig elsket med sine popsymfonier. Men 'Statues' rummer en anderledes fysisk funk, der rammer kroppen med en boblende energi - og får dén til at føle sig elsket. Og der er kommet elasticitet i følelsesregisteret. Det næsten ti minutter lange 'Over & Over' med symfonisk afslutning over bund af halvfunky trommer og samplinger beskriver et sorgfuldt farvel, mens '100%' er et boblende sambaficeret hurra! Ambitionen forløses: Forsanger Roisin Murphy og producer Mark Brydon løfter på 'Statues' deres skævryggede funk, spraglede house og bastardtriphop op i den healende musiks stratosfære.