Albummets to egentlige sange er intet mindre end fremragende: Eduarda Fadinis chanteur-popsang indkapsles smukt af dybstegt hurtigløberbas, knasende sprøde maskintrommer, metalsamples og sart klokkespil. Og Dean Bowmans ellers lidt oversmækre soulcroon om at være låst inde i et køleskab(!) giver pludselig nøgen mening i et barskt wasteland af fodslæbende trommespor, fucked up melodika og hylende strygerstumper. Men også distræt fløjten, Tom Waits-percussion, twang-guitar, tangoharmonika og fåret brægen finder sammen i prægnant harmoni her. Temaer spejler sig og går igen i sangstemmer, bølgeskvulp, legetøjsklaver. Referencer til folklore ('Oppe I Norge'!) bliver spyttet ud som en metallisk vrængen. Her er spilledåser og moogbas. Xylofon og messingblæsere. Der ikke - som denne anmeldelse - forvirrer, men finder sammen i et skønt lille virvar af et album.