Heldigvis gør Nick Cave ingen af delene. Han synger slet og ret, at det er en realitet, at livet er vidunderligt. Så meget desto mere trist er det, at det er så svært at finde dette lykkelige liv. »Sometimes our secrets are all we've got/ With our lives we must defend/ Sometimes the air between us, babe/ Is unbearably thin/ Sometimes it's wise to lay down your gloves/ And just give in/ Come in, come in/ Come in, come in/ To this wonderful life«. Gentaget som et malmfuldt mantra. Denne hyldest til overgivelsen, kommer krybende med Nick Cave bag klaveret og i samspil med The Bad Seeds. Et enkelt, afklaret og roligt udtryk, som Nick Cave har rendyrket på den mesterlige 'The Boat Man's Call' fra 1997 og den to år gamle 'No More Shall We Part', og som han raffinerer yderligere her. Slet og ret, fordi han har sangene og især melodierne til det på dette umanerligt vellykkede album. Under titlen 'Nocturama' har han og The Bad Seeds samlet en serie kærlighedssange, der for flertallets vedkommende melder lige ud af posen. Som nu for eksempel den næste sang, 'He Wants You', en countrypræget skønhed båret oppe af en enkel pianolinje med Nick Cave som den modne, sårbare og stærkt forbedrede vokalist, der simpelthen ånder sine ord ud. »Beneath the hanging cliffs and under the many stars where/ He will move, all amongst your tangled hair/ And deep into the sea/ And you will wake and walk and draw the blind/ And feel some presence there behind/ And turn to see what that may be/ Oh, babe, it's me«, synger den sanselige bejler, Nick Cave. Det er en kærlighedssang så smuk, som de kommer. Og det forunderlige er, at Nick Cave slet ikke har indlagt noget twist. Der er ingen faldgruber på den sti, han har begivet sig ud på efter og senere sammen med sin elskede her. Når man - endelig - hviler i kærlighedens favn, har man i virkeligheden mere brug for kærtegn end ord. Hvad »den gamle løve«, Nick Cave, da også erkender i den følgende sang 'Right Out Of Your Hand' - »down in the meadow/ the old lion stirs/ Puts his hands across his mouth/ He has no use for words«. Tværtimod spiser den gamle løve senere i sangen direkte fra hendes hånd. Det lyder som den totale resignation til tosomheden. Er løven da tandløs? Tværtimod. Den erkender bare, at det eneste, det er værd at sætte tænderne i, er den ægte, sande følelse. Befriet fra alverdens meningsløse skærmydsler i den have, »I built for you«, som det med endnu en metafor for parforholdet hedder i 'Bring It On'. En duet med landsmanden Chris Bailey og endnu en sang til den helt nøgne og nådesløse overgivelse til kærligheden. Den som den forkætrede rockmusik stadig er en formidabel bærer af, når man har en sangskriver af dette format og et band så løssluppent i sit enkle swing som The Bad Seeds. At kærlighed er nådesløs, kan Nick Caves loyale og voksende stampublikum næppe være i tvivl om. Men for at minde om, at ligningen én plus én langtfra altid er lig lykken, tager han atter fat i følelsernes forgængelighed i 'She Passed By My Window'. Her glemmer sangens fortæller, at forholdet har sine ofre, hvis de frugter, man sår, ikke skal rådne op. »For apple, plum and brand new pear/ Soon wither on the ground/ She slapped the snow from off her glove/ And moved on without a sound«, lyder konstateringen i endnu en af disse klartseende sange med sine sørgmodige violindraperinger og et let jazzet beat, som The Bad Seeds mestrer. Sådan er hver af disse sange en musikalsk novellefilm med sin egen, helt særlige musikalske iscenesættelse ned i detaljerne. På 'Still In Love' drysser melankolien ned gennem melodien, som blodet gennemvæder den mordscene, Nick Cave mesterligt fremmaler på en sang, der nærmest er en salme til kærligheden. Hun har slået ham ihjel og tilbyder betænksomt at lave kaffe til alle de politifolk, der pludselig befolker hjemmet med plastikposer på skoene. Fra sin himmel kigger mordofferet ned på sceneriet og konstaterer med nøgtern hengivenhed, som kun en - myrdet - ægtemand kan det: »You might think I'm crazy/ But I'm still in love with you«. Midt i al denne stilfærdige skønhed kaster Nick Cave og The Bad Seeds et brutalt vækkeur ind i form af 'Dead Man In My Bed', en flosset, nervøs og ironisk rocker, der peger direkte tilbage til Caves tidligste plader med 'The Birthday Party'. Mens gardinerne blafrer i rockstormen, fortæller hun, at der ligger en død mand i hendes seng. Selv om øjnene er åbne, ser han ingenting længere - »I'd cook him something nice, she said, but he refuses to wash his hands/ He used to be good to me, but now he smells so fucking bad«. Dermed er det langtfra slut med de voldsomme udbrud. Albummet slutter med en bogstavelig talt flammende fabel over 15 minutter og 43(!) vers, der alle slutter med titellinjen »Babe, I'm On Fire«. I dette rablende udmattelsesløb kommer Cave hele vejen og verden rundt: »My mate Bill Gates says it/ The President of the United States says it/ The slacker and the worker/ The girl in her burqa says/ Babe, I'm on fire/ Babe, I'm on fire«. Meningen er ikke ganske klar hele vejen, men det brændende engagement er befriende. Sådan har man ikke hørt Nick Cave - eller rockmusik for den sags skyld - i meget lang tid, og det er en ren fornøjelse. For at indspille 'Nocturama' på den rigtige måde rejste Nick Cave & The Bad Seeds til sangerens fødeby, Melbourne, og skabte albummet på blot en uge sammen med den britiske producer Nick Launay. Resultatet er blevet et album, hvorpå man kan høre den musikalske glæde hos et band, der profiterer af mange års lydhørt og loyalt samarbejde ved at swinge så detaljeret, elegant, ubesværet og løst, at det er en ren nydelse. Et fantastisk helstøbt album med sange med så mange lag, at det er en stor udfordring, også for Nick Caves mange musikalske disciple, her i blandt vore egne Sort Sol.