60-årige Lou Reed har selv kaldt 'The Raven' for »kulminationen af absolut alting«, han har arbejdet på. Men udgivelsen virker, som om den mere er en opsamling af udtryk end en karrieres kulmination. Som lytteoplevelse fremstår 'The Raven' frustrende distanceret og grotesk genrespringende. Lange sekvenser med naturalistisk, lyrisk strygermusiceren under dramatisk indfølt oplæsning ved prominente karakterskuespillere som Willem Dafoe og Elizabeth Ashley afløses brat af manieret, maskulin tre- akkorders rock'n'roll med et ordentligt skud blæsere bagi. I mange tilfælde går de medvirkende for andægtigt til værket. Dafoe, Ashley og musikere som Laurie Anderson, David Bowie og Ornette Coleman formår kun sjældent at give teksterne og tonerne nærvær. 'The Raven' udkommer både som enkelt-cd og som dobbelt-cd (med bl.a. flere oplæsninger). Uanset om man vælger den ene eller den anden, er der som helhed noget teatralsk over udspillet. Hvilket har sin naturlige forklaring. For oprindelig komponerede Reed sin musik på 'The Raven' til dramatikeren Robert Wilsons forestilling 'POEtry'. Senere genskrev han sine sange, før han indspillede dem sammen med rockorkester og en alenlang liste af assisterende kunstnere. Men en stor del af musikken har stadig en litterær og teatralsk tone. Medmindre man enten færdes hjemmevant i Poes forfatterskab eller er meget dygtig til amerikansk, skaber det en afstand mellem musikken og lytteren. Den distance uddybes af, at cd'en ikke er udstyret med en booklet, der præsenterer Poe grundigt og måske endda indeholder nogle af forfatterens tekster. Bedre end de op(b)læste hørespil fungerer de rocknumre, som er skåret helt ind til træbenet lige efter Reedbogen. Det gælder eksempelvis 'The Bed', der er et af flere ældre Lou Reed-numre, som stemningsmæssigt passer fint overens med hans tolkning af Poe. Sangen foregår på gerningsstedet, hvor en kvinde lagde sig ned i sin seng og gik i gang med barberblad og pulsåre. Det kunne måske være en skitse til et Poedigt. I Reeds fortolkning handler Poe i hvert fald mest om død, ondskab, skyld, fortabelse og begær. Det er alt sammen temaer, der lige så godt kunne være en præsentation af Reeds karriere som af Poes. Og mens den pointe måske især har værdi for Lou Reed selv, så er de afsluttende sange 'Guardian Angel' og især 'Who Am I? (Tripitena's Song)' i sammenhængen ret enestående eksempler på Reedsange, man taber vejret over. Fordi sangskriveren her smider teatermasken og trækker betagende linjer gennem liv og længsel. Det er her, man aner en mening med, at Lou Reed har kaldt 'The Raven' for karrierens kulmination. Lige inden tæppet falder. Det er lige sent nok.