I 2003 eksisterer New Order sådan set stadig. For et par år siden udgav gruppen det meget udmærkede album 'Get Ready' med det uimodståeligt saftige åbningsnummer 'Crystal', der i lighed med andre nyere sange falder naturligt ind i stedet for at falde igennem på 'Retro'. Alligevel virker det naturligt, at boxsættet hedder 'Retro'. For det var i 1980'erne, at New Order havde størst fascinationskraft. I tiden fra de sene 1970'eres råspillede, søjlestejle Manchester-punk til de sene 1980'ernes maniske, syrehøje Happy Mondays, som et andet Manchester-band kaldte sig. New Order var de evige blå mandage med de forslåede og forelskede rockkompositioner, som uden at blive et harmonisøgende postulat ofte var gennemprogrammerede med alenlange instrumentale begyndelser, skarpe dancerytmer og efterfølgende smukke, melankolske syner af samlende strygerflader. Helt i overensstemmelse med New Orders identitet er det aktuelle boxsæt renset for personlige data om gruppens medlemmer. Vi får ikke engang at vide, hvilke numre New Order selv foretrækker at præsentere sig med retrospektivt, for numrene på boxens fire cd'er er valgt ud af fire fans og venner, der har delt godset imellem sig. Musikjournalisten Miranda Sawyer tager sig af et poppet album med bl.a. gennembrudshittet 'Blue Monday', 'The Perfect Kiss' og 'Bizarre Love Triangle'. Hendes kollega John McCready når rundt om variationerne og dybderne i musikken på et andet album, der afslører spændvidden fra den folkprægede rock i 'Every Little Counts' til den anelsesfulde, orkestrerede 'Elegia'. Manchester-dj'en Mike Pickering (bl.a. M People) står for et såkaldt 'club'-album med remixes. Endelig har Bobby Gillespie fra Primal Scream påtaget sig at samle et album med liveoptagelser. Derudover består boxen af et hæfte med nødtørftige oplysninger om de forskellige numre og enkelte kommentarer fra gruppens medlemmer selv. Informationer om Manchesters vanvittige musikmiljø omkring pladeselskabet Factory og klubben Hacienda kan man glo forgæves efter - eller opleve et helt andet sted i sidste års dokumentariske film '24 Hour Party People'. Men det ville heller ikke være i New Orders ånd at komme med en lang historie om hvorfor og hvordan. Fra og med debutpladen 'Movement' i 1981 var der tale om et hold musikere næsten uden ansigter. Integriteten lå og ligger stadig i musikken og i designet frem for i individerne. Bassisten Peter Hook spillede sig til at blive et varemærke i sig selv med sit markante, melodiøse machobrug af instrumentet. Og guitaristen og sangeren Bernhard Sumner har aldrig påtaget sig rollen som den karismatiske forgrundsfigur. Det var Ian Curtis, som oprindelig havde den position og kunne den. Da han døde, og Sumner blev sanger, fik New Order en stemme, der lød, som om den havde mest lyst til at gemme sig. Også som tekstforfatter har Sumner ofte været grundende og så rummelig, at enkelte af de iørefaldende 1980'errefræner er i omegnen af det intetsigende. Men de fleste tager sig nu blot hemmelighedsfulde og forsigtige ud. Teksterne understreger, at New Order får det til at se ud, som om man kan sige alting i en popsang, hvis man lader være med at lege skråsikker. Og en overgang i 1980'erne sagde New Order det hele. Det var et band, som introducerede uforberedte rocklyttere til den engelske klubscene med en musik, hvor de elektroniske instrumenter var en iboende del af følsomheden og intelligensen. Ikke et overfladisk pålæg. Ligesom dengang er det også nu Factory-designeren Peter Saville, der har pakket New Orders musik ind. Præcis som musikken er indpakningen på samme tid enkel, elegant og ekstrem. Peter Saville har engang sagt, at »alt for Factory er designet i stedet for dekoreret«. Det gælder også New Orders musik.