Ideen var at samle et hold bestående af etablerede musikere, filmfolk, venner og mindre kendte musikere. Den vægtigt bidragende og meget personligt spillende volinist Scarlet Rivera opdagede Dylan, da han så hende stå ved en fortovskant og se eksotisk ud med instrumentkassen i armene. Nogle af de andre musikere var Bobby Neuwirth (guitar), T-Bone Burnett (guitar), Mick Ronson (guitar), Joan Baez (sang) og David Mansfield (mandolin og andre strenge). Blandt vennerne var beatpoeten Allen Ginsberg og dennes kæreste Peter Orlovsky. Og så var der altså også kameraer, der samlede stof til Dylan-filmen 'Renaldo & Clara', og da turneen nåede finalen en aften i Toronto i foråret 1976, dukkede Dylans mor op på scenen og klappede med. Det må have været en festlig forsamling, som drog med bus fra by til by for at give diskret annoncerede koncerter. Turneen fik navnet 'Rolling Thunder Revue', fordi Dylan havde oplevet et tordenvejr komme buldrende, mens han overvejede, hvad han skulle kalde koncerterne. 'Rolling Thunder' betyder 'tale sandhed' på indiansk, og turneens indianske forbindelse er en af mange ting, som Dylan-forfatteren Larry 'Ratso' Sloman inspireret gør rede for i en 56 sider fed booklet i forbindelse med udgivelsen af en dobbelt-cd fra koncerterne. Først her 27 år efter 'Rolling Thunder Revue' er store øjeblikke fra turneen udgivet officielt. I nutiden virker det, som om turnélivet er blevet en tvangshandling for den ældre Dylan. I dag lyder han som en udtørret brønd i sammenligning med, hvordan han lyder på de gamle optagelser. Dobbeltalbummets svagheder er få, men de er der. En af dem hedder Joan Baez. Hendes skolede, kedelige andenstemmer illustrerer bare, hvor musikalsk Bob Dylan er som fortæller. 'Love Minus Zero/No Limit', 'One More Cup of Coffee', 'It Ain't Me, Babe', 'A Hard Rain's A-Gonna Fall' og 'Just Like A Woman' har næppe nogensinde været bedre, end de er i de her versioner. I hvert fald opleves de sådan, når man sidder midt i dem. Og skal nødes derfra. Fordi det næsten er som at være der selv i nogle øjeblikke, hvor rockmusik blev magisk musik.