Næsten alle musikere fra Jamaica har indledt deres karriere i de legendariske studier, som Clement 'sir Coxsone' Dodd åbnede i 1963. Den unge Clement Dodd havde arbejdet i USA og dyrket den amerikanske rhythm'n'blues intenst. Da han vendte tilbage til Jamaica i 1950'erne, blev han øens førende festleverandør med sit såkaldte soundsystem, Sir Coxsone's Downbeat Soundsystem. Dengang som nu er et soundsystem et dj-anlæg, som kører rundt i de lokale dancehalls i Jamaica. For at bruge pladerne i sit anlæg begyndte Coxsone Dodd at indspille lokale kunstnere. Ud fra denne brugsmusik - pladerne blev udelukkende spillet i weekender på de lokale dancehalls - begyndte Dodd at udgive musikken rigtigt, da gruppen Skatalites dukkede op. Indtil da havde musikerne i Jamaica hovedsageligt kopieret amerikansk rhythm'n'blues med lokal påvirkning ved at dubbe rytmen, som det høres på Theo Beckfords 'Easy Snapping', det første nummer fra Studio One. Men Coxsone Dodd og musikerne i studiet på Brentford Road begyndte at udvikle deres egen stil, ska, med styrke på off-beat. Skatalites blev den nye genres førstemænd og husorkester på Studio One og pladeselskabet af samme navn, som den entreprenante Dodd også fik etableret. Musikken, hvis primære formål stadig var dans, udviklede sig eksplosivt til også mere soulprægede og sødmefyldte sange som Delroy Wilsons 'Dancing Mood'. Bortset fra den elastiske dubrytme på ska-pladerne er stemningen og lyden på disse tidlige optagelser meget som amerikansk soulmusik fra tresserne, der i disse år oplever en kolossal renæssance. Der er højt humør på Michigan & Smileys 'Nice Up The Dance' og Heptones 'Baby'. Det er sange, som sagtens kan begå sig ved en moderne fest. Ved hele tiden at opsøge og pleje nye talenter holdt Coxsone Dodd sig i frontlinjen i Jamaicas musik. Han arbejdede sammen med nonner og skoler, for at de fattige, unge musikere, som ofte var børn, når han kom i kontakt med dem, kunne fortsætte deres uddannelser. Et af børnene var Bob Marley, reggaemusikkens ikon, der simpelthen flyttede ind på Studio One og kom under Coxsone Dodds beskyttende vinger sammen med gruppen The Wailers. I 1960'erne en trio i jakkesæt og butterfly, i 1970'erne verdens største reggaenavn med langt rastahår og hash i piberne. Ud fra ska og rocksteady-musikken, udviklede Coxsone Dodd den mere raffinerede reggae, som for alvor blev varemærket for Studio One. Ironisk nok måtte Studio One dog lukke i slutningen af 1970'erne, da reggae var allermest populært. Men Jamaica var i de år så præget af vold og anden kriminalitet, at Coxsone Dodd simpelthen opgav ævred og flyttede til New York. Først for nylig er han vendt tilbage til Jamaica og har genoptaget sit livsværk. Alle genrens store navne har produceret plader i Studio One - Bob Marley And The Wailers, Toots And The Maytals, Burning Spear, Horace Andy, Pete Tosh og The Heptones til eksempel. Det er hans og musikkens historie, der fortælles på 'Studio One Story'. En appetitvækkende indgang til ska og reggae. Og en påmindelse om, hvor mange af de rytmespor, som i dag samples hver eneste dag i alverdens pladestudier kommer fra. Adressen er Brentford Road 13, Kingston, Jamaica.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Er det en joke?
-
Nu har økonomer regnet og sat tal på regeringens løfter
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























