Hvis Michael Jackson sidste år havde udsendt et album af samme kaliber som 'Justified' i stedet for den på ingen måde vellykkede 'Invincible', havde meget set anderledes ud for ham i dag. Men Jackson sagde nej til mange af disse sange, da det hotte og yderst kreative producerteam The Neptunes, præsenterede ham for dem. I stedet for er lækkerierne havnet hos Timberlake, der sender dem videre med stor vellyst og kæleri helt ned i detaljerne som eksempelvis den flot tænkte trommeslutning på singlen 'Like I Love You'. Allerede i den frække og cool åbningssang 'Senorita' er det tydeligt, at Justin Timberlake har kastet boybandfimsen af sig og har rejst sig som en spændende solist. Ikke ved at lege alvorstung rockstjerne, men ved at raffinere poppens udtryk på den mest udsøgte måde. Ikke mindst i kraft af den produktion, som tidens varmeste navne, Neptunes og Timbaland, hovedsageligt har taget sig af. Sidstnævnte er ude med intet mindre end genialiteten på den flot spankulerende ballade 'Cry Me A River', der er et af de mest perfekte popnumre i år, næsten en lille moderne musical i sig selv. Andre af sangene er ikke så melodisk fantastiske, men produktionen er en oplevelse i sig selv. Myriader af lækre variationer, så selv noget, der lyder som rent plagiat af Tommy Seebachs 'Disco Tango' i optakten til 'Nothin' Else', tager sig nyt og indbydende ud. En lydmæssig åbenbaring af et album, som er det hidtil eneste virkeligt seriøse musikalske bud fra flodbølgen af boybands og stjernetøser som Justin Timberlakes ekskæreste Britney Spears.