Men ikke her. Aldrig har Chris Cornell sunget så intenst. Ja, det er, som om den karismatiske vokalist forsøger at piske sine indre dæmoner frem med stemmebåndene. Det er råt og energisk på den fede, tunge måde som i Danzig og Monster Magnet i sange som det altfortærende benzinbål 'Gasoline' og 'What You Are'. En melodi så basisk som Led Zeppelin, funket forrygende op med en heftig rytme af en stadig spændstig rytmegruppe i 'Cochise'. Eller sfærisk svævende i samplingerne af Tom Morellos guitar i 'Like A Stone'. Det er sange, arrangementer og ikke mindst produktioner, der lyder af alt andet end mellemspil og frikvarter. Derfor er Audioslaves debut et album, som gør meget mere end at minde om, hvor meget man savner Chris Cornells stemme. Mange af de øvrige sange minder om hinanden, men fornemmelsen af den fede rock med skarp kant er hele tiden present. Det er hverdagskost, tilberedt af de absolut bedste råvarer og fint serveret af Rick Rubin. En mand, der i sjælden grad evner at undlade at finpudse sine diamanter. Respekt.