0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Testamente over viljestyrken

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da vågnede den ranke repræsentant for de rurale sydstaters musikalske styrke og rigdom.

Men drømmen kunne han hverken fjerne eller få hold på. Igen og igen vendte Johnny Cash i sine tanker tilbage til Buckingham Palace for at få hold på majestætens ord. Langsomt dæmrede det for ham, at det tornede træ i stormen stammede fra Bibelen. Efter intense studier begyndte ordene at vælte ud af den aldrende sanger. Han skrev og skrev. Tre dusin sider med underlige vers blev det til, inden sangen 'The Man Comes Around' lod sine konturer ane i mørket.

Et slidsomt arbejde med at skære sangen ned og ind til benet fulgte i månedsvis. Aldrig har Johnny Cash arbejdet så hårdt på en sang som på den, der nu er endt med at blive det uafrystelige titelnummer på hans nye og måske bedste album nogensinde.

»There's a man going round taking names/ and he decides who to free and who to blame/ Everybody won't be treated all the same ... when the man comes around/ the hairs on your arms will stand up«, synger Johnny Cash i denne sære og stærke dommedagshymne.

For to år siden udgav han det tredje og formodet sidste værk, kan man roligt sige, i den mægtige American Trilogy , han har skabt i tæt samarbejde med produceren Rick Rubin. 'Solitary Man', hvorpå Johnny Cash lød, som om han allerede sang hånd i hånd med Skt. Peter, var som et musikalsk afskedsbrev. Nøgternt, ærligt, åbent og nøgent, som de to forudgående album i serien: 'American Recordings' (1994) og 'Unchained' (1996). Men også et portræt af en svækket mand, hvis stadig intakte trods og vilje ikke længere kunne eller ville skjule, at han var mærket og præget af sygdom, og som ville gøre sit store værk færdigt, inden det var for sent.

Men Johnny Cash overlevede stik imod alle formodninger og fuldendte sin trilogi. I februar i år fyldte han 70 år, og det lyder, som om han har hentet ny styrke til det, der logisk nok har fået den samlede titel: 'American Recordings 4 - The Man Comes Around'.

I mange år er Johnny Cash blevet fejldiagnosticeret - først som patient med Parkinsons syge, så som bærer af det såkaldte Shy Drager-syndrom, og nu siger lægerne, at han lider af automatisk neuropati. »Jeg er ikke sikker på, hvad det betyder, men jeg tror bare, at det betyder, at man bliver gammel og rystende«, siger Johnny Cash.

Hvad end diagnosen måtte være, er Johnny Cash langt fra sin tidligere magtdemonstration rent vokalt. Men det er netop det, der har gjort de tre forudgående plader og i særdeleshed dette til så smuk en oplevelse i de fremragende valgte covernumre og klassikere, Rick Rubin har fundet og ladet Johnny Cash gøre til sine helt egne. Man fornemmer den kraft, der skal til for at holde mundvand, gebis og trætheden stangen i et for Cash så typisk goldt western-scenarie som i Stings 'Hung My Head', og som går nervøst med en ydmyg Johnny Cash ud på Paul Simons 'Bridge Over Troubled Water', som her er forvandlet til en vakkelvorn hængebro over store sjælelige dybder.

Det er spiritualitet af den mest menneskelige slags. Johnny Cash tager simpelthen den storladne hymne herned til sine medmennesker og deler sin skælven og vaklen med os så rørende, at man næsten glemmer Fiona Apples egentlig overflødige kor.

Endnu en gang medvirker en overvældende skare af godhjertede gæstemusikere, der gerne vil vise den gamle mand ære. Og endnu en gang lykkes det for Rick Rubin og Cash at holde dem nede, så de aldrig kommer til at tage ordet fra vokalisten og de historier, der langsomt glider fra hans stemme ind under vores hud.

Ofte blot ledsaget af Tom Pettys leadguitarist Mike Campbell, der lægger det umanerligt enkle og smukke spil under Johnny Cashs både resignerende og livsstærke version af Beatles 'In My Life', så den næsten lyder som bedstefars sang hen over barneværelsets spilledåse. Den definitive sensommers svanesang, der bliver hængende i luften som et blidt gardin, efter at vi er gået.

Den dirrende nål stikker op fra Trent Reznors sorte narkohymne 'Hurt' fra Nine Inch Nails katalog, som Johnny Cash lader strejfe hvileløst rundt som en patient på natlig jagt efter sin sygestue på et stort hospital. I Depeches Modes 'Personal Jesus' synger Johnny Cash ansigt til ansigt og helt tæt på netop sin egen personlige Jesus, så den forjagede sang bliver til gospel så nøgen som et kors på kirkegården i regnen.

De to traditionelle fabler, 'Danny Boy' og 'Sam Hall', viser Johnny Cash i topform i den jordiske jammerdal, han så ofte har besunget med lige dele jord, blod og whisky i kæften. Førstnævnte er indspillet på blot to timer over orglet i en kirke i Los Angeles og besidder den religiøse ro, der også prægede det på mange beslægtede album med Solomon Burke 'Don't Give Up On Me' fra i sommer og den jævnaldrende Lee Hazlewoods 'For Every Solution There's A Problem'.

Lige efter følger The Eagles 'Desperado', der lyder, som om den er indspillet på en særlig smertefuld dag for Johnny Cash som en sidste bøn til alle de vildfarne desperadoer, sangeren engang følte sig i familie med.

Så oprinder endelig albummets formodede højdepunkt, duetten mellem Cash og Nick Cave i Hank Williams' 'I'm So Lonesome I Could Cry'. En født klassiker, hvor den lille australier lader sin stemme smyge sig tæt op ad den store mesters i en mørk, kold nat ved et udbrændt lejrbål og højst en enkelt bleg stjerne på himlen. Det er så enkelt, smukt og tænderskærende ensomt uden antydning af sentimentalitet, at man faktisk dårligt kan andet end græde.

Gør man det, vil tårene falde i en blanding af tristhed og glæde. Thi den store styrke ved den demonstration af viljestyrke, der har båret Johnny Cash gennem sygdom og smerter til dette album, er livsglæden. Johnny Cash balancerer åbenlyst på gravens rand og ser døden tæt i øjnene i flere af disse sange, men han gør det uden antydning af frygt. Snarere som en trøst til os andre. Han slipper livet løs i al sin gru, med alle dets dæmoner og mareridt, men også med al den dybe kærlighed og den tro, der trods al svækkelse stadig er som en klippe i et goldt landskab.

Som pladens sidste nummer - en næsten glad og tindrende klar jazzcountryversion af 'We'll Meet Again'. Kald det et manifest eller et testamente. Under alle omstændigheder er det et smukt musikalsk brev fra et medmenneske, der befinder sig et sted mellem himmel og helvede, men med en smittende tro på, at udsigten netop derfra er den bedste i verden.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere