Der er kun et 'p' og et 's' og ni år til forskel på de to seneste 'rigtige' plader fra Peter Gabriel. 'Us' kom i 1993. 'Up' i 2002. Den tidligere Genesis-forsanger og allround vellidte verdensperson tager sig god tid. Også til at engagere sig i mangfoldige projekter. Selv peger han på det faktum, at han nyder processen i studiet mere end resultatet. Men som lytter kan man være bedøvende ligeglad med procesorientering. Det gælder ene og alene resultatet, og her understreger 'Up' til en vis grad, at Peter Gabriel efterhånden er blevet noget af et paradoks som soloartist. Rollen som igangsætter, inspirator og kollaboratør har faldet ham så naturlig, at den har efterladt solisten famlende. Det er, når han er alene, at for mange stemmer kappes om at få overtaget. At der er gået ni år mellem de to seneste Peter Gabriel-plader er en sandhed med modifikationer. For to år siden kom 'Ovo'. Peter Gabriels verdensæg af et konceptalbum. En bunden opgave skabt til indvielsen af Londons Millennium Dome. Her formåede en koncentreret Gabriel at få et på papiret kaotisk babelstårn til at swinge som med én tunge. Men på 'Up' er det igen, som om Gabriel har haft et imponerende mylder af idéer og for få af de afgørende enkle løsninger. Kombinationen af strygere, verdensvokaler og utraditionel rytmik på 'Signal To Noise' bliver et overraskende smidigt mix, men i andre tilfælde kniber det med at finde den afgørende bevægende balance mellem tekst, arrangement og melodi. Det er, som om Peter Gabriel kun kan få åbnet døren til studiets kreative rum på klem. Teksterne er tunge til bens. Der er gods i dem. Også lidt for meget gods. Åbningen 'Darkness' er Gabriel, når han er værst. En terapeutisk skildring af angstens mekanismer, der til gengæld rummer en af albummets mest opløftende melodier. Fulgt af 'Growing Up', der noget skematisk skildrer opvækstens vilkår, mens 'No Way Out' og 'I Grieve' begge finder en fin tone i forsøget på at tackle sorgen og tabet. Det er grundlæggende en pejling af udsynet fra midten af livets bane. Nedslåethed over tidens tarvelighed og trøstende glimt af noget større fra det fælles spirituelle rum udgør modpolerne i tekstuniverset. Kritikpunkterne er forudsigelige, men det gør dem jo ikke mindre sande - 'More Than This' kalder til modstand mod støj på linjen-kulturen, mens 'The Barry Williams Show' er en ætsende udlevering af Jerry Springer-mentaliteten. Højdepunktet er 'More Than This'. Her genfinder Gabriel noget af sin gamle effektivitet i en sang, der samtidig uden illusioner samler mange af albummets tråde i spinkelt lysende håb: »Now we're busy making all our busy plans/ on foundations built to last/ but nothing fades as fast as the future/ and nothing clings like the past, until we/ can see/ more than this«. Dette glimt af noget mere end dette er, hvad der i øjeblikke gør Peter Gabriels 'Up' til et reelt lyspunkt. Peter Gabriel er allerede godt i gang med sit næste album. Det kan man godt have forventninger til. 'Up' rummer en skitse til storhed, som måske kan realiseres, når Gabriel atter får smurt hjulene på solo-waggonen og igen bliver mere produkt- end procesorienteret.