Det er flot. Og det er underligt fremmedgørende. Pladens narratologiske spor er ikke stærke nok til at vinde over mængden af lækre breaks og labre effekter - og så er det altså umuligt ikke at blive forvirret over, i hvor høj grad Billie Koppels stemmeklang slægter mor Annisettes på. Så imponerende som Frank Hasselstrøms musikspor og Koppels stemmepragt unægteligt fremstår, ender det altså ulykkeligvis med en kamp frem for en smuk sammensmeltning på en endog meget påtrængende plade, der ellers i sit melodimateriale giver løfter om væsentligt smukkere bedrifter.