For den generation af musikere som Lambchop, Madrugada, Caleixico, Jarvis Cocker, St. Etienne og Evan Dando, som hylder ham på albummet 'Total Lee'. For dem er Hazlewood i liga med folk som Bob Dylan, Johnny Cash og Leonard Cohen. Men manden, der er mest kendt for at skrive sange som 'These Boots Are Made For Walking' og 'Some Velvet Morning' til Nancy Sinatra, er sjovere end Dylan, har mere spændvidde end Cash og er mere cool end Cohen. Rollen som kuldslået barflue og bejler, ramsaltet romantiker med en cool og kynisk oneliner klar i baglommen, tiltaler også unge musikere. Lee Hazlewood er blevet en musikkens blanding af Marlboro-manden og Clint Eastwood med et bidende vid a la Bukowski. Derfor er han selvfølgelig oplagt at fortolke. Hvad såkaldt alternative rocknavne som Jesus & The Mary Chain, Lydia Lynch, Nick Cave og senest Primal Scream da også for længst har gjort. Men på foranledning af det britiske pladeselskab City Slang har 16 fans nu samlet sig på albummet 'Total Lee'. Ofte med forunderlige og flotte resultatet som Lambchops' ligefremme og nøgne countryversion af bagatellen 'I'm glad I Never', Johnny Dowds slæbende skæve 'Sleep In The Grass', de norske St. Thomas' mærkelige, men swingende 'The Railroad' og Madrugadas sværmeriske udgave af 'Come On Home To Me', The Webb Brothers' solbeskinnede syrebad i 'Some Velvet Morning' med skingre undertoner, St. Etiennes spinkle og sensitive 'Got It Together Again', Jarvis Cocker og Richard Hawleys cool og enkle 'A Cheat' og ikke mindst Caleixicos filmisk flimrende og mexicanske udlægning af 'Sundown, Sundown'. Kun få falder for fristelsen til at underminere Lee Hazlewoods enkle og alligevel stemningsmættede sange med atmosfæriske forstyrrelser. De britiske elegantierer i Tindersticks forløfter sig dog på den knugende hymne om forfaldet 'My Autumn's Done Come', som her bliver for forfinet og fersk i sit musikalske søndagsskoletøj. Selv om Tindersticks er blandt de største Hazlewoodfans, klæder det ikke hans ofte lidt rå melankoli at blive svøbt i strygere og mumlende vokaler. Tilhører man 'de afhængige' er det naturligvis interessant at høre, hvad de unge, fortrinsvis britiske musikere har fået ud af at samle de gamle rullesten op og sende dem i nye retninger. Hazlewoods katalog holder naturligvis til moderniseringen, men man savner unægtelig whiskyvokalen. Denne tørt konstaterende stemme med den indbyggede varme og afvæbnende charme, som endelig har fundet sit store publikum.