Manden med den oprigtige og indtrængende stemme i radioreklamen var Riley B. King. En 21-årig tidligere bomuldsplukker fra Mississippi, som et par år forinden havde taget den på tomlen med trucks ind til Memphis for at se, om han ikke kunne gøre karriere i musikken. Musikken for en ung sort mand som Riley B. King var indiskutabelt the blues. Mens Riley, der fik en guitar i gave på sin 17-års fødselsdag, var den dygtigste på sit instrument hjemme i flækken Indianola i Mississippi, kunne han ikke begå sig i Memphis. Den swingende sydstatsstad, som Elvis Presley nogle år senere skulle placere på verdenskortet så heftigt, at det stadig ryster, var allerede dengang en musikby med et intenst miljø omkring Beale Street midt i byen. Miljøet og de mange beskidte joints , der havde blues på programmet for udelukkende et sort publikum, tiltrak mange musikere, og konkurrencen var hård. Da Riley B. King efter et smut til hjemstavnen og fru Martha returnerede til Memphis i 1949, var den eneste mulighed derfor at bruge den melodiske stemme til at lave radioreklamer. Og her var den unge King uovertruffen. Jinglerne for Pep-Ti-Kon blev legendariske i Memphis. Ifølge King kunne vidundermedicinet nemlig kurere alt fra søvnløshed til prutten: »If you feel run down, tired, achy, painy, can't sleep, are nervous, can't eat, have indigestion and bloating gas, you are guaranteed satisfaction«. Alt dette kunne Pep-Ti-Kon, der indeholdt 12 procent alkohol ændre, så man ifølge unge Riley lettet ville udbryde: »Man, I'm really living today«. Så populære blev de små radioremser, at Riley King måtte ud på ladet af en lastbil og råbe op om vidundermidlet. Det er også herfra, han fik sit tilnavn B.B. for »singing Black Boy«. Senere er tilnavnet ganske vist blevet ændret til 'Blues Boy'. På den konto blev unge King en sort berømthed, længe inden nogen anede, at han kunne noget med en guitar ved navn Lucille. Guitaren og den unge bluessanger lod første gang høre fra sig på plade i 1951 på '3 O'Clock Blues'. En fortættet lille satan fra det ensomme soveværelse, hvor en desperat mand undrer sig over, hvor partneren er. Sunget med lige dele sårbarhed, stolthed og sult af den unge B.B. King, der fra første færd på vinyl viste, at han er en eminent bluessanger med sit helt eget samspil mellem stemmen og den altid swingende guitar. Ikke underligt, at singlen blev et hit og solgt i over 100.000 eksemplarer - ikke ringe for en debut, som straks viste, at kongen var ankommet i de blå toners land. B.B. King må selv have haft en svaghed for dette sit første nummer, som han i år 2000 valgte at genindspille på albummet 'Riding With The King'. Lucille dukkede først op på B.B. Kings tredje single, 'Woke Up This Morning'. Endnu en eminent og stilsikker sag med inspiration fra rumba og en hvinende sanger. Forud for indspilningen i Houston, havde B.B. King tigget sin manager Joe Bihari: »Køb mig en guitar, og jeg skal lave dig et hit«. Fornuftigt nok mødte Bihari op med to Gibsonguitarer af mærket Lucille, og ud kom selvfølgelig to hits - 'Woke Up This Morning' og 'Please Love Me'. Bolden rullede, og sammen med Muddy Waters blev B.B. King efterkrigsgenerationens store bluesnavn. Dette rigt udstyrede boxsæt med alle hånde detaljer, anekdoter, facts og fotos fra den store mesters tidlige år fra 1951 til 1971 dokumenterer til fulde hvorfor. B.B. Kings udsøgte elegance på guitaren og det delikate spil i perfekt harmoni med den lyse, følsomme vokal med sit umiskendelige gospelpræg holder helt op til nutiden. Her er hverken bovlam bodegablues eller jamrende gammelmandsgrynt, men bare vital virtuositet og distinkt forkærlighed for detaljen for fuld udblæsning fra en musiker med en tilsyneladende helt utæmmelig lyst til at mestre sine virkemidler og sin musikalske genre. I disse tidlige år spillede B.B. King i nærheden af 350 (!) koncerter om året. Ikke underligt, at 'Everyday I Have The Blues' blev hans signatursang. Til trods for de primitive optageforhold i blandt andet Sam Philips senere så berømte Sun Studios i 1950'erne var stilen fra starten så unik, at Lucille simpelthen blev en seksstrenget forlængelse af B.B. Kings stemmebånd. I løbet af 1960'erne tilføjede B.B. King en ikke uvæsentlig jazzfeeling i sin blues og sin spillestil, som dog altid bevarede sin meget rene tone og inspiration fra storbyernes sydende bluesscener. I dag er B.B. King den mest efterlignede af alle de store blues-esser med en fanskare, der tæller Eric Clapton, Jimi Hendrix, Jeff Beck og Michael Bloomfield for nu blot at nævne fire andre store. B.B. King, der i næste måned fylder 77 år, er stadig i fuld vigør og indehaver af spillestedet B.B. King i Beale Street i Memphis. En bedre introduktion til en sand mester end 'B.B. King The Vintage Year' kan man ganske enkelt ikke forestille sig. 106 stilskabende sange, som stort set alle lyder perlende friske i dag, er en bedrift af de helt gigantiske. Der er ikke andet end at overgive sig til Den Sorte Konge, Elvis Presleys broder ud i de blå toner, og lade sig rive med af det strømførende sublime spil her. B. B. King - bedre end selv Pep-Ti-Kon.