I hans tilfælde vildleder dj-fornavnet egentlig også mere end det karakteriserer den oprigtigt sky californier med det borgerlige navn Josh Davis. Her er nemlig ikke tale om din gennemsnitligt kompetente house-, techno- eller hip hop-pladepilot, men om en af samplemusikkens mest ambitiøse, moderne opdagelsesrejsende. Producer eller musikskaber er snarere jobbetegnelsen. Faktisk har DJ Shadow de seneste fem-seks år mere end en dj eller en kunstner fungeret som en projektivt rum, som alle med visioner om eksperimenterende hip hop som distingveret, transcendent musikgenre har kunnet smide deres forhåbninger ind i. Årsagen er debutalbummet 'Endtroducing...' fra 1996, der for længst har opnået pole position på brilleabe-hip hoppernes top ti-lister. Pladen er stort set udelukkende konstrueret af samples og rummer efter sigende mere end 1.000 af slagsen. Og så er det en fremragende plade, ja, mere end det: et gennemkomponeret, ambitiøst og oven i købet civilisationskritisk lydlandskab baseret på breakbeatsamples var en helt ny fortælling inden for hip hop, og i sin ordknappe langstrakthed åbnede den et hidtil ukendt kontemplativt rum for genrens freaks. Nu blev hip hop-nørderi for alvor mondænt, hvide college kids stormede som aldrig før brugtpladebutikkerne for at finde netop det oversete 70'er-groove eller den perfekte vokalstump, der kunne samples med anerkendelse blandt ligesindede - og måske en obskur singleudgivelse - for øje. Således også coveret til 'Endtroducing...': Tre ungersvende blandt bugnende vinylpladehylder, diggin' in the crates , gravende i traditionen. Seks års albumtavshed - vi fraregner her de talrige andre projekter, Shadow har medvirket i - har naturligvis affødt en sand ørkenstorm af opskruede forventninger til manden, der næsten har gjort hip hop spiselig for en borgerlig regerings kulturbegreb. Men jeg tror at vi skal vænne os til, at DJ Shadow ikke er her for at 'redde' eller 'frelse' hip hop. Med 'The Private Press' demonstrerer han i hvert fald, at han ikke er ude i korstogsærinde på nogen genrers vegne, men at han derimod har ønsket at lave en musikalsk stimulerende og fundamentalt gribende plade. Hvor 'Endtroducing...' var en blues på grænsen til det dystre, tynget af desillusion over hip hop-branchens og verdens tilstand - bare navnet: en historie, der er dødsdømt, der lukker sig om selv, før den begynder - er 'The Private Press' heldigvis mere udholdelig og tilgængelig. Ikke dermed sagt at den ikke er melankolsk: den er i begyndelse og slutning omkranset af halvfortabte, skrattende, sorte stemmebidder fra den slags lydbreve, som folk uden læsekundskaber eller med hang til det nymodens fik mulighed for at indspille og sende til hinanden i 1950'ernes USA. Så er rammen lagt: Vi befinder os i en slags samplet tidskapsel, i DJ Shadows 'Private Press' af lyd fra anden halvdel af det 20. århundrede. Shadows blik for lydmateriale er velkendt: Her er alt fra glemte klaverelegier af en anden verden til funktrommer så uafviselige, at alt andet omkring lytteren fortoner sig. Men hans evne til at kombinere sagerne, så summen bliver uendelig meget større end delene, er ganske enkelt fænomenal. På 'Six Day War' har et ildevarslende vokalspor fra den engelske 1970'er-syregruppe Colonel Bagshot nu fået nyt liv af tremolostrenge og marchtrommer, og resultatet er en både foruroligende hymne, der lige så godt kan handle om krig som kærlighed. Også 'Monosylabik' hører til albummets mere bemærkelsesværdige numre - her har Shadow ud fra gud ved hvad skabt et sløvt electronummer, der kontrasteres formidabelt af en opsætsig teenagepigestemme: »Whatcha gonna do now?«. Det er svært ikke at føle sig ramt. Men albummets mest ambitiøse indsats er så absolut den sammenhængende suite 'Mashin' On The Motorway' og 'Blood On The Motorway'. Den første del er en morsom collage fra trafikken, hvor Shadow i et friskt groove lader rapperen Lateef agere nonchalant trafikant, »just your friendly neighborhood speed demon«, der distræt lader de andre bilisters forbandelser prelle af på sig. Indtil der lyder et brag, og 'Blood On The Motorway' tager over. »And now: Eternity«, proklamerer en stemme, før Shadow over ni minutter og med en elegisk klaverfigur som grundtema udforsker tilstanden mellem liv og død. Det kan lyde frygtelig tungt, men det er faktisk forbandet smukt. Dels fordi det er befriet for selvbiografiske slagger - Shadow forsøger at spille begreber, koncepter, tilstande op mod hinanden, ikke at udøve selvterapi. Og dels fordi de gamle samples, der er med til at fortælle historien, jo ikke ved hvad de er med til. Deres ophav er måske gådefuldt, men de har stadig deres oprindelige (tro)værdighed med sig, og derfor bliver de aldrig for meget. Og så er det et held, at resten af albummet består af hamrende funky og rustikke beats. Disse albummets yderpunkter supplerer hinanden smukt og gør ikke alene 'The Private Press' udholdelig, men også til en nydelse. Eller som en samplet, britisk mandsstemme udtrykker det på albummet: »I find it very hard to fit the music to the mood/ And there is nothing worse than to make the wrong choice/ Except to sort right through and find nothing suitable/ But then I find just the right thing. But then I find just the right thing!«. DJ Shadow har fundet alle de rigtige ting. 'The Private Press' er et dybt fascinerende album og et berigende dokument om musik og musikkultur dengang og nu.