Akkompagneret af lidt guitar og bas. Øret passerer hen over zebraens flanke. Sort hvid sort hvid sort hvid. Det opsummerer faktisk ganske godt oplevelsen af 'Fan Dance'. Mørke veksler med glimt af det alttilgivende lys. Således flakkende i ånd og sjæl tager Sam Phillips lytteren med ud på en rejse af de sjældne. Helt ind i nervemusikkens kontrolcenter, hvor kontrasten er så kraftig, at enhver oplevelse i realtid må få et element af det kryptiske over sig. Verden set som kraftigt mysterium. Surrealistisk sanset ikke mindst med kroppens pågående forvirringer: »There's a fist in my head/ Dreams in my fist/ Eyes in my sex/ Sex in my mouth/ You don't know/ But I don't give up« ('Soul Eclipse'). Sam Phillips er en af Tom Waits' erklærede yndlingskunstnere. Anbefalingen er hermed givet videre. Så original som Waits er Phillips ganske vist ikke, men hendes egenart er nok så stivsindet. En eventuel kilde til misforståelse skal skyndsomst ryddes af vejen. Pladeomslagets Sam Phillips er identisk med den Sam Burnett, der har skrevet pladens sange, synger og spiller guitar. Efternavnet skyldes T Bone Burnett, der foruden at producere og spille bas og guitar også er gift med solisten. Andre spændende musikere fra Burnetternes kantede kreds giver musikken sin egen spartanske magi. Guitaristen Marc Ribot, trommeslageren Jim Keltner, Van Dyke Parks, Gillian Welch, Carla Azar - facit er roots-musik med et anstrøg af nostalgisk Hollywood og et visionært surreelt farvelag. Noget der passer så glimrende til Sam Phillips' ulmende undergangs- og opstigningsbilleder. Seks år er der gået siden man sidst hørte noget til Sam Phillips. En eksklusiv artist, der til gengæld nu synes at være kommet i rette bås hos Nonesuch, der er Warners reservat for verdensmusikere og musikere af en anden verden. 'How To Dream' med omkvædet »When we open our eyes and dream we open our eyes« kunne være pladens motto. For det er en musik, der handler om at drømme med åbne øjne og om de intime forbindelser mellem sindbilleder, verdensbilleder og følelsesliv - »We search the sky planets chasing stars/ Pulling toward deep affection/ Weights and numbers measure a wound that won't heal/ All to reveal a secret we can't hide«. Med sin småknirkende stemme med dens anstrøg af affekteret tørhed er Sam Phillips ikke en sangerinde, der umiddelbart passer ind i formaterne. Elementer af Rickie Lee Jones og Marianne Faithfull kan man synes. Flakkende lys og mulmende mørke. En stemme, der kommer nonchalant svajende ind i rummet. Som en slidt muse fordrukken af at leve i nærheden af sin egen indre kunstmalers opløsningsmidler. Umiddelbart varm er stemmen ikke, og det er nok den største hindring for, at sange som 'Love Is Everywhere I Go', 'Five Colors' og 'Taking Pictures' får den udbredelse, de fortjener. Lyden er doven og dybsindig, skarp og afslappet. Teksterne intense, sårbare, øjenåbnende. Lys og mørke i lyd og billede. Sort-hvide sange i sine egne forunderlige underforståede farver. En udpræget kvindelig musikpoets koldnålsraderede blues.