Manuela Lærkes stemme er en stjernehimmel. Naturligt skifter den farve og form i samklang med omgivelserne, der bl.a. tæller Susi Hyldgaards personligt fortolkende accordion- og tangentspil, Mikkel Finds fortroligt hviskende trommestrøg og Frederik Damgaards frie fortællinger på en jordnær bas. Såvel musikerne som sangerne (inklusive korsangere fra London Community Gospel Choir) undgår at falde for en af gospelgenrens største fristelser: at give sig hen i kaskader af dekorative, hymniske fraseringer, der virker som omklamrende ornamentik. Manuela Lærke er ingen fersk og saftsvag puritaner, men de rigtige steder holder hun og hendes musikere lidt igen. Overvældende følelsesudbrud er der heller ikke brug for på 'So Very Still'. Afspændt og blid får Manuela Lærke belyst, hvad overgivelse til noget større kan være og kan give. »It's my remedy, it's my destiny, I don't ever want to have to do without it«, erklærer hun i 'It Is His Love'. 'So Very Still' er ikke et fortvivlet søgende album. Det er sange fra en kvinde, som har fundet. Og som giver en indre, mild glæde videre med et afrundet og nordisk album.
En Lærkes blide lys
Lyt til artiklen
