En af undtagelserne er 'Never Say Die', der starter som en akustisk ballade, som næsten hiver Pink Floyd frem i erindringen. For selvfølgelig at detonere i et drøn af tryk på alt, hvad der kan trykkes, flås i og slås på. En ærgerlig måde at destruere tiltag i retning af musikalske oaser på. Tilbage står en serie flossede, frenetiske små sange, der i alt deres primitive udstyr og ditto lyd ganske enkelt tager sig for amatøragtigt ud. I løbet af det sidste år er dansk rock blevet beriget med en serie angreb fra den undergrund og de nye navne, som er blevet trætte af at vente forgæves på pladeselskaberne og selv har sendt deres musik på gaden. Det samme gælder mob, hvortil man blot kan konstatere, at det altså trods alt ikke er alt ukendt, som har kvalitet. Eller originalitet. Mob råder desværre ikke over nogen af delene. Ej heller en producer, som måske kunne have bragt lidt større stringens ind i dette skingre univers af unuanceret spilleri og støj.