For nogle uger siden gik rygtet, at Eminem havde en affære med Beyoncé Knowles fra Destiny's Child. Han afviste det dog, og hvis det havde været tilfældet, ville vi formentlig også vide besked. Der er nemlig næppe nogen anden musiker i verdenshistorien, der som Eminem har levet sit privatliv ud gennem sin kunst. I hvert fald ikke med så mange tilhørere. Der findes ikke længere nogen skillelinje mellem den private og den offentlige sfære for den 28-årige hvide Detroit-rapper, der har solgt langt over 10 millioner plader og som en af de få repræsentanter for hip hop-genren har præsteret at snuppe førstepladsen på den danske albumhitliste. Hans mor, far, ekskone, hans datter, hans rivaler - alle må de finde sig i at spille hver sin rolle i 'The Eminem Show', som rapmusikkens absolutte enfant terrible har valgt at kalde sit fjerde album. Alene titlen beskriver ganske udmærket, hvad Eminem kan: Den teknisk virtuose rapper har på psykopatisk vis ophøjet sit liv til et show, et drama, som vi alle skal følge med i. En art rapmusikkens 'Big Brother', men med rigtig vold, rigtige familietraumer, sex, skilsmisse, rigtige pistoler og retssager. Lidt mere spændende end en flok knallerter, der skændes om, hvem der skal tage opvasken ude i skuret på Sluseholmen, ikke sandt? Det er denne sammenblandingens kunst, der gør Eminem så forbandet interessant. Han lever af sin formidable evne til at bringe os i tvivl. Og han ved det: »They can trigger me but they never figure me out«. Hvad er sandt, hvad er løgn? Hvad er privatliv, hvad er kunst, hvad er offentlighed? Mener han det, når han siger, at han ville pløkke sin ekskone, Kim, hvis han bare havde puttet patroner i sin pistol? Mener han det, når han på primitiv machofacon raser mod bøsser? Og hvordan passer det sammen med, at han praler med, at han har optrådt med Elton John? Var det bare et kynisk carreer move? Eller er Eminem, dette stykke white trash, i virkeligheden en af USA's allerskarpeste samfundskritikere? Et kort resume: Eminems far skred hurtigt, og den spæde Marshall Mathers III blev opfostret af sin mor. På sit andet album kunne Eminem berette, at hans mor havde mere travlt med at tage piller end at se efter sin søn, hvilket fik hende til at lægge sag an - som dog senere blev droppet igen. Eminem fik sammen med sin ekskone, Kim, datteren Hailie Jade, der tydeligvis er hans ét og alt, mens Kim til gengæld efter skilsmissen er udnævnt til Babylons hore. There you have it. På denne egentlig ordinære familiebaggrund udspiller 'The Eminem Show' - ligesom hans to foregående plader - sig. Men til forskel fra sine tidligere spektakulære rollespil som '97 Bonnie And Clyde', 'Kim' og storhittet 'Stan' drejer Eminem den ikke så elegant her. I stedet for at fremstille sine dramaer som små, psykologisk twistede horrorfilm forfalder han her til regulær tilsvining langt hinsides grænsen til karaktermord. Som nu moren, der får denne her med på vejen: »Hailie's getting so big now, you should see her, she's beautiful/ But you'll never see her, she won't even be at your funeral, ha-ha«. Ja, jow, og vi får også at vide, hvor mange andre mænds pikke Kim har suttet på, siden de to gik fra hinanden. Det oser af bitterhed langt mere end ønsket om - bevidst eller ubevidst - på grænseoverskridende vis at beskrive de ekstreme afkroge af den menneskelige tilstand. Det klæder ham ikke, og det truer med at bringe hans unikke position som uafviselig historiefortæller i fare. Så går det bedre med Eminems sædvanlige udfald mod den amerikanske moral. Her er han stadig skarp, ikke mindst når talen falder på forholdet mellem musik og den offentlige mening - især beskyldningen om, at voldelig musik avler vold: »They say music can alter moods and talk to you/ Well, can it load a gun up for you, and cock it, too?/ Well, if it can, the next time you assault a dude/ Just tell the judge it was my fault and I'll get sued«. Ved at drage paralleller mellem sig selv og Elvis Presley får Eminem også sat en fed streg under det absurde i beskyldningerne om, at han har 'stjålet de sortes musik' for egen vindings skyld, og også Tipper Gore og andre af musikcensurens tilhængere får klar besked. På 'White America' tegner Eminem et glimrende portræt af den frygt, etablissementet føler: De hvide forstadsunger elsker hip hop. De er ved at blive kvalt i dobbeltmoral og borgerlig pænhed. De stiller ind på vreden i musikken og tager den til sig. Alt imens forældregenerationen trods de bedste hensigter ikke fatter en brik af, hvad der sker med deres børn.Men alt i alt er'The Eminem Show' en problematisk plade. Også fordi de musikalske produktioner savner profil. Det er Eminem selv, der en stor del af tiden sidder i producerstolen, og hvor der ikke er noget galt med det tekniske håndværk, savnes der i høj grad ideer og særpræg. Af interessante sager finder vi faktisk kun den bizarre 'Square Dance' og den Dr. Dre-producerede single 'Without Me' - der helt oppe i dansetempo vidner kraftigt om hip hops (og især Eminems og Dres) nyfundne kærlighed til sanseboosteren ecstasy. Men med 'The Eminem Show' har Eminem faktisk lavet en plade, der er mindre show end nogensinde før. Der er mindre show over fortællingerne, der er mindre show over musikken. 'The Eminem Shout' havde været en bedre titel til en plade, hvor Eminem bruger det meste af tiden på at råbe og skrige i raseri og bitterhed. Det var ikke det, der gjorde ham interessant til at begynde med.