The Goo-Goo Dolls var i mange år nærmest definitionen på amerikansk 2.-divisions rock'n'roll med hjertet og guitaren på det rette sted, men de senere år har det femten år gamle band været i stand til at satse og sigte højere. Det er ikke de dybeste materier, man i selskab med Goo-Goo Dolls dykker ned i. Sange om tvivlsomt selvværd og melankolske gennemheglinger af problematiske kærester udsat for energisk firserrock med gløden fra Johnny Thunders og Paul Westerberg intakt. Absolut intet nyt under solen, men til gengæld massivt potentiale i de tunge fuldtræffere 'Big Machine', 'Here Is Gone' og 'What A Scene'. The Goo-Goo Dolls lyder som en hitmaskine med intakt troværdighed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Rockens førstedame var en stærk pioner - nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Ibrahim Benli tog turen fra den anatolske højslette til Folketinget
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR




























