0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Liv under det falmede flag

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mennesker, selvfølgelig. Rystede, rasende, nervøse, angste, forelskede og fortvivlede. De fleste af dem er o.k., hvis man skal tage så fine skildrere af amerikansk folkeliv som Steve Earle og country-supergruppen The Flatlanders som vidner.

Texaneren Steve Earle, der efterhånden er blevet 47 år, har samlet nogle af sine sjældne perler fra b-sider og film på det fortrinlige album 'Sidetracks', der ganske enkelt består af essentiel Earle. Som de mange her i landet, der har taget den jordnære, rå og ramsaltede sanger, sangskriver og guitarist til sig, ved, er det garanti for kvalitet.

Og der er virkelig gods og guld at hente her. Lad os bare tage en smuk lille sag som 'Me And The Eagle' og give ordet til Steve selv. Han skriver i cd'ens booklet: »Skrev denne her til 'The Horse Whisperer'. Hadede bogen, kunne lide manuskriptet, har aldrig set filmen, men jeg er ret stolt af sangen«. Med god grund, en spændstig bagatel.

Helt anderledes riv er der i Steve Earles coverversion af 'Breed' fra den japanske udgave af albummet 'Transcendental Blues'.

Earle spillede Kurt Cobains sang ved sin sidste koncert i Danmark og demonstrerede, at ordene ligger fint og vrissent i kæften på en stor, stovt, men fandens vrangvillig cowboy.
Også langdistance-duetten med Sheryl Crow, hvis stemme klæder Steve Earles granittenor, 'Time Has Come Today' af brødrene Joseph og Willie Chambers fungerer som et benhårdt spark til tremmerne i det amerikanske fængselssystem, som Earle kender indefra.

Soloversionen af 'Ellis Unit One' fra filmen 'Dead Man Walking' sidder som en dårlig samvittighed i den indre isolationscelle. Og Bob Dylans 'My Back Pages' har i disse ører aldrig lydt bedre end her, hvor den med Steve Earle som en art Costello-kloning lukker et sammensat, men fremragende album af.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere