Det samme gør sig gældende for musikken. Efter at have spillet i forskellige punk bands blev han bidt af house og blev et varmt DJ-navn i New York. Takket være en sampling fra Twin Peaks blev han i 1991 kanoniseret som amerikansk technos wunderkind. Gennembruddet som 'Moby' kom med 'Everything Is Wrong', men efter at have lavet den grovskringre guitarplade 'Animal Rights' og filmmusikken 'I Like To Score' dalede hans stjerne hurtigt igen. Men han kom tilbage. Efter en langsom start viste 'Play' (1999) sig imidlertid at have et langt og sundt liv på hitlisterne. Bl.a. takket være sampling af gammel bluesmusik skabte Moby et særligt univers, der i flere bølger er endt med at sælge hele ti millioner eksemplarer. Alligevel lyder 'Play' kun som en optakt til '18', der også indholdsmæssigt lyder som en logisk progression og en optimal udnyttelse af konceptets muligheder. Albummet rummer 18 numre og antallet af involverede genreudtryk er legio. Alligevel er fornemmelsen af helhed forbløffende stabil. Måske er det musikkens uanmassende varme og sjælesøgende skønhed, der er de afgørende fællesnævnere. Der er en klar parallel til technomusikkens ambiente lydlandskaber, men hvor ambient techno favoriserer det kølige og det abstrakte i det binære er Mobys stemningsbilleder varme og konkrete. En anden vigtig fællesnævner er det, at Moby har skrevet, produceret og selv spiller samtlige instrumenter, men samtidig ved hjælp af sangere og samplede vokaler hele tiden sørger for at menneskestemmen udgør en afgørende variation på båndbredden. Kort sagt lyder '18' som 'Play' i en mere himmelstræbende, mere iørefaldende og emotionelt dybsindig version. Sammenholdt med Mobys tidligere plader ikke så meget nyskabende som vanedannende. Voldsomt vanedannende balsam for sjæl og øre. Techno, gammel blues, trip hop, guitarrock, syntetiske strygere en masse. Moby er alkymisten, der kan få alle de mange forskellige elementer til at finde sammen. '18' åbner med albummets mest pågående og atypisk rockende nummer. Et lidt banalt sjoskende rytmisk oplæg, der introducerer sig småpruttende inden nummeret åbner sig op i en forvrænget guitar, som overrumplende nok får tonen i musikken til at minde ikke så lidt om David Bowies 'Heroes'. Også hos Moby kunne vi alle sammen være helte. Men ikke kun for en dag. 'We Are All Made Of Stars' er ikke uden melankoli, men først og fremmest udtryk for en både konkret og kosmisk optimisme. Noget nyt er under opsejling. Folk finder sammen og falder fra hinanden igen, men hvem skal stoppe os, når vi er lavet af det samme stof som stjernerne og deres støv, spørger Moby. Hos andre kunne det lyde som uforpligtende kosmononsens, men i Mobys mund antager udsagnet menneskesalmens autoritet. Følelsesmæssigt kommer Moby vidt omkring. 'Extreme Ways' er en præcis beskrivelse af et sammenbrud i kølvandet på en hård selverkendelse, men helt uden den nødtørftigt camouflerede selvsmagen, der så ofte præger rockmusikkens selvpiskere. Kærlighedssangene handler om at blive forladt. Alligevel er den grundlæggende tone fortrøstningsfuldhed. Livsglædens lys, der som trøstens mysterium trænger ind trods alle smertepunkter. Som det også gør på den sensationelle 'In This World'. Et rystende stærkt nummer der ligger direkte i tråd med Massive Attacks trip-hop klassiker 'Unfinished Sympathy', men som med en rå samplet kvindeblues-vokal kombineret med Mobys vægtløse stryger-essens hæver sig massivt over andre forsøg i genren. '18' går fra det ene højdepunkt til det næste. 'Great Escape' med den amerikanske folk-duo Azure Ray spejler sig i 'Harbour' med Sinead O'Connor i sit smukkeste hjørne. 'In My Heart' er en pur trosbekendelse, der ad omveje finder sammen med den magiske og mærkelige 'At Least We Tried' hvor passagerne om bord i et dødsdømt fly må trøste sig med, at de trods alt havde hinanden at holde i hænderne. At den hip hop'ske 'Jam For The Ladies' med Angie Stone, Mc Lyte og Mike Geronimo glider ubesværet ind som albummets dark horse er et kontant bevis på Moby-strukturens styrke og smidighed. Men flertallet af numre må blot beskrives som Mobyske. En bevægende toneklang, et gentaget udsagn og en stemme, der enten er hans egen eller samplet med effekt. Ved hjælp af 18 byggesten laver Moby en katedral med varme i sæderne og lys i hjertet. Nogle vil måske af samme grund finde den banal. Cutting edge kan det jo ikke rigtigt kaldes. Men det kan det sjældent, når musikken for alvor fatter om de manges sjæle. Og det vil '18' forhåbentlig gøre. 'I'm Not Worried At All' hedder udgangsbønnen. Det er ikke en jubeloptimist, der taler. Det handler om fortrøstningsfuldhed og i så henseende deler Moby på '18' gavmildt ud af musikkens gode gaver.