Tilgangen til 'It's All Over Now, Baby Blue' er helt igennem traditionel. Omgivet af knusende dygtige studiemusikere har man det næsten, som om de små 30 år, der er forløbet siden Ferrys solodebut, fordamper som dug for solen. Mindre solid og mere interessant er Ferrys meget intime bud på 'Don't Think Twice, It's Alright'. Kun akkompagneret af Colin Woods flydende piano og sporadisk afbrudt af Ferrys mundharmonika er der dømt røgfarvet vibrato og nøgne fortrydelsesparagraffer på isbjørneskindet foran pejsevideoen. Alt efter temperament kan man vælge at se Bryan Ferrys reprise i forholdet til Dylan som et udtryk for klædelig konservatisme, mangel på nye ideer eller en kommerciel satsning. Alle tre ting rummer sandsynligvis en portion sandhed. I de produktive 1970'ere udsendte Ferry i hastig rækkefølge 'These Foolish Things' (73), 'Another Time, Another Place' (74), 'Let's Stick Together'(76), 'In Your Mind' (77) og 'The Bride Stripped Bare', der i 1978 blev en kunstnerisk succes og en kommerciel fiasko midt i punken, der nok kunne gøre livet surt for en selvsmagende stilist med forkærlighed for den hvide smokingjakke. Derefter udviklede Bryan Ferry sig til en notorisk perfektionist, der både havde problemer med at forny sig og få sat punktum for sine projekter. En ny Ferry-plade var som en ædelsten. Sjælden, smuk og sleben. Det udviklede sig til en stående vittighed i rockbranchen, når Bryan Ferry - endnu en gang - figurerede på listen over den kommende sæsons udgivelser. Gang på gang forlød det, at Ferry var i studiet og godt i gang. Hvorpå den næste udgivelse som regel blev endnu et opsamlingsalbum med Roxy Music! 'Boys And Girls' (85), 'Bete Noire' (87), 'Taxi' (93) og 'Mamouna' (94). I 1999 kom den atypiske 'As Time Goes By' hvor Bryan Ferry i rollen som syngende detektiv krukket og kærligt kastede blik på 1930'ernes sangskat. På et tidspunkt måtte Bryan Ferry jo synge titelmelodien fra 'Casablanca' og gå Marlene Dietrich i bedene. Dermed holdt han også et snit på én udgivelse pr. fire år. Så det er næsten chokerende tidligt, at Ferry nu allerede er blevet parat med 'Frantic'. Men det lyder også, som om der er en forklaring. 'Frantic' er ikke et af Ferrys pinagtigt perfektionistiske lydtæpper. Det lyder snarere, som om den succesfulde genforeningsturné har givet Ferry lyst til en lystvandring i fortidens landskaber. Dylantråden er nemlig ikke den eneste, der bliver taget op. Eno medvirker på en række af 'Frantic's numre, og det gamle makkerpar Ferry/Eno har endda skrevet 'I Thought'. At det så er et af pladens mindste numre, er en anden snak. Sammen med Dave Stewart har Ferry til gengæld skrevet en træfsikker og fornøjelig pastiche på Ferrys fortid. Dengang som nu knaser fodtrinnene i indkørslens grus og den seksuelt syntetiske kadence i 'San Simeon' - »Teasing in French lace exotic promise/So undemanding yet understanding/ Tiger skin rug love I stroke you bite me/ Executive leather upholsterede tightly« kaster øret direkte tilbage til Roxy Musics 'In Every Dream Home A Heartache'. Coverversioner og nye sange, løst og fast samlet med sikker hånd og et afslappet forhold til begrebet stilforvirring. Sådan et album har Ferry ikke lavet siden 1970'erne. Faktisk har han måske aldrig lavet et. For det er da sin sag på selv samme plade at skulle rumme så forskellige sange som den særdeles vellykkede 'Avalon'-romantiske 'A Fool For Love' og en i sammenligning grotesk ortodoks udlægning af den gamle traver 'Goodnight Irene'. 'Frantic' er både det mest rodede, mest gammeldags og mest underholdende album Bryan Ferry har lavet i mange år. 'Cruel' med den desperat desillusionerede tekst om al elendighed fra Wounded Knee til hullet i ozonlaget er effektiv kantet pop, som næsten kunne stamme fra Roxys femte album 'Siren'. Uden at udslette sporet af J.J. Cales berømte fortolkning formår Ferry at tiltuske sig 'Goin' Down' klart inspireret af den lade elegance, hvormed Eric Clapton i sin tid opsnappede 'Cocaine'. En god gammeldags Bryan Ferry-plade ville det jo ikke være uden en hyldest til kærlighedsgudinden i en af hendes utallige forklædninger. Dog er 'Goddess of Love' sammen med 'Nobody Loves Me' eksempler på det mere solide end inspirerede resultat af samarbejde mellem Ferry og den musikalske hjælpetræner Dave Stewart. 'A Fool For Love', 'Don't Think It's Alright' og 'Hiroshima ' er 'Frantic's bedste. Med omkvædet løftet fra titlen på Marguerite Duras' film 'Hiroshima Mon Amour'(1959) en undergangsvision med tusinde sole, neonvind og blade runners, som Ferry typisk paradoksalt tør indramme tragisk koket. 'Frantic' er med andre et udspil, som vil glæde og fornøje Bryan Ferrys og Roxy Musics trofaste fans. Om det samtidig betyder, at man skal sætte en slags kunstnerisk punktum for den 57-årige Bryan Ferrys udviklingshistorie, er selvfølgelig ikke til at vide. Men med denne utilslørede tilbagevenden til gamle græsgange ligner det unægtelig en tanke.