En tilsvarende berøringsangst kender man i langt mindre grad i Sverige, hvor man omgås sit sprog med en mere selvfølgelig selvsikkerhed. Man fornemmer at valget i højere grad er et reelt valg og ikke en trussel om ekskludering fra enten det gode selskab eller tågede internationale ambitioner. Måske fordi man har et mere lydhørt hjemmemarked. Og måske også fordi visetraditionens dybe rødder er en vigtig del af forklaringen på, at det svenske sprog stadig er et naturligt valg for mange. Bl.a. For Kent. Kvintetten fra Eskilstuna er et af Sveriges største rockbands. Bandet har forsøgt sig med et engelsk album. Faktisk kom 'Isola' samtidig både i en engelsk og en svensk version. Men da 'Isola' ikke kunne indfri drømmen om et gennembrud i den engelsksprogede verden, vendte Kent på 'Hagnesta Hill' tilbage til det rent svenske. Hvilket ikke nødvendigvis er det samme som at slikke sårene og vende blikket indad. For sagen er jo den, at Skandinavien også er en slags internationalt marked, og ikke kun fordi rationaliseringseksperterne i de kriseramte pladeselskaber i stadig højere grad betragter Skandinavien som ét marked. Men også fordi man i Skandinavien til en vis grad kan regne med en sproglig og kulturel fællesnævner. Svensk kan man forstå i hele Norden, og som repræsentant for Nordens musikalske stormagt har Kent efter sine første fire plader opnået betydelig gennemslagskraft i Danmark. Kent er et klassisk rockband fra den følsomme og grandiose ende af spektret. Langt mere konservativt end Radiohead, men på en god dag tåler sangeren Joakim 'Jocke' Berg sammenligning med Thom Yorke. Som da han synger den storromantiske 'Hur jag fick dig at älska dig' for fuldt udfoldede hjerteklapper. Som album når 'Vapen & Ammunition' ikke helt samme svimlende højder som det himmelstræbende 'Hagnesta Hill', men stærke sange står i kø, og i forhold til Danmark kan timingen godt vise sig at være på Kents side. Saybias succes hos de unge og de ældre tyder på en vakt opmærksomhed over for følsom og stormelodisk rockmusik som den, Kent mere end nogen anden inkarnerer i Skandinavien. Men Kent blander kortene mere end de plejer, og det kan til gengæld vise sig mere problematisk. Albummet åbner med 'Sundance Kid' (»den fria viljan var vår tonårsdröm«) og 'Pärlor', der i stil og format er storslåede Kentsange med stærkt og sejt rytmisk bundfald og hjertet knirkende i munden på Joakim Berg. Den slags er der flere af. Til gengæld slutter albummet med 'Sverige', hvor Kent er på anderledes gyngende grund. Et forsøg på at lave en renfærdig fædrelandssang, der i tolerancens navn byder de fremmede velkommen i Sverige, men som musikalsk kommer til at tage sig selv vel højtideligt. Den svenske guitarist Jojje Wadenius, der var så skrap, at han i sin tid blev eksporteret til supergruppen Blood, Sweat & Tears, spiller den akustiske guitar, der står for ledemotivet i 'Sverige'. Paradoksalt nok bliver pompøse Kent først for alvor pompøse, når de skruer ned for blusset uden at dæmpe patos tilsvarende. Indimellem disse to yderpunkter hilser Kent bl.a. på en fransk chanteause (Nancy Danino på 'FF') og en sumpet bluesguitar på 'Elite', mens Joakim Berg synger duet med Titiyo på 'Duett'. Sidstnævnte er et solidt bud på et radiohit, men i bund og grund er franske sangerinder, blues og duetter idéer, der bliver hængende som akavede og overflødige gevækster på det gode skib 'Kent'. Det kan være problematisk at produktudvikle, når man i forvejen rammer så ren en tone, som tilfældet er med Kent.