For føje år siden var den svenskfødte sangerinde det hotteste navn i dansk musik med sin sfærisk filmiske udforskning af den elektroniske musik i selskab med Kasper Winding og Thomas Blachman på sin solodebut 'Cinemataztic'. Det gav stor succes, seks grammyer og rygter om et nært forestående verdensgennembrud. Det kom dog aldrig. I stedet sendte den sympatiske Caroline Henderson sig selv ud på den kunstnerisk zigzagdans, der førte til et brud med pladeselskabet BMG efter 'Dolores'-droppet. Nu dukker hun så op i selskab med medkomponisten Martin Hall og produceren Thomas Li hos Sony med 'Naos'. Et album med popmusik, der skal være klar, smagfuld, gennemsigtig og atmosfæreladet som på 'Cinemataztic' og den tre år yngre efterfølger 'Metamorphing'. Men magien og mystikken fra de to album er pillet af i de enkle og ukunstlede arrangementer og i Thomas Lis produktion, der til gengæld klæder et stramt og velsiddende popnummer som singleforløberen 'Try' eller 'All That We Are' glimrende. Ganske vist forsøger Caroline Henderson at generobre tabt kunstnerisk terræn, men det sker helt uden divakåben og de storladne arrangementers sus af elektronisk kabaret. Dette er pop. Slet og ret. I enkelte sange, som de nævnte og den kælent forelskede ballade 'Silly Things', vellykket og klædelig pop, men oftest er de små melodier simpelthen for glatte og for lidt udfordrende eller dynamiske til at sive ind som mindeværdige sange. Kedelige, slet og ret. Man savner dybde og en nødvendighedens trang i materialet, simpelthen. Eller - hvis det er et urimeligt krav - nogle stensikre ørehængere fra et popalbum, som er for letløbende og luftigt. Der er ikke mange modhager i teksternes forholdsvis overfladiske overvejelser om den voksne kærlighed, som også får et ordentligt skud romance og røgelse i 'Adore'. Noget af en mundfuld, selv om Caroline Henderson synger den betagende og smukt. Det er så mægtigt, at vi næsten kun mangler en sang til Gud for at nå de lyserøde skyer. Den kommer så pudsigt nok lige efter. I 'Dear God' tager Caroline Henderson sig en sludder med de højere magter, måske om sin omskiftelige karriere og de stilistiske sporskift. »Dear God, I know that I/ I don't appreciate this changing life/ 'cause I don't see where I am«. Måske skal Caroline Henderson slå sig sammen med Gud som medkomponist og eventuelt producer, hvis Caroline(n) skal rettes helt ud, så den 40-årige sangerinde kan udfolde hele sit talent og sin personlighed på en eventuel næste plade? I hvert fald er der efterhånden alvorligt bud efter musik med indre nødvendighed og nerve fra the real Caroline Henderson.