Under Byen er et stævnemøde med denne ramme, skønne alvor, som er så sjælden en fugl i det danske musiklandskab, hvor man er så bange, åh så bange for at komme til at lyde prætentiøs. Dén grundangst lider Under Byen ikke af. Gravalvoren er da heller ikke den værste faldgrube for de nu otte musikere. Når først man har afstukket dén kurs, kan det næsten ikke blive alvorligt nok. Tættest på det banale er Under Byen tværtimod, når trip hoppen f.eks. på 'Plantage' og 'Batteri Generator' bliver for dominerende. Det 'moderne' er paradoksalt nok det mindst nytænkende ved Under Byen. Jo mere Under Byen trækker i retning af mere klassiske klange, desto mere originalt udtænkt forekommer musikken. Så det mest spændende ved Under Byens andet udspil er foruden den generelle raffinering af udtrykket, blæsernes og pianoets fremhævede rolle. 'Byen Driver' hedder sangen, hvor Henriette Sennenwaldts stemme lige præcis smyger sig op over nulpunktet. De små støvede svingninger i stemmebåndet sat op over for tangenternes klare kolde dråber af lyd åbner op for en ny form for romantisk stemning. Det næsten Keith Jarretske pianovæld på 'Lenin' trækker i samme romantiske retning. Ikke romantisk som i 'To lys på et bord', men romantikken, der guldrander skyerne, når lyset bryder frem, og mørket falder på.