Det drønende dementi af den tanke hedder 'Skønhedspletter'. Det stærkeste og mest helstøbte album fra Gnags siden netop 'Mr Swing King'. Bearbejdningen af sorgen over sygdom, skilsmisse og død er resulteret i - surprise, surprise - glæde over livet. Over solskin i februar. Kærlighedens gaver, der også falder, når man ikke har fortjent dem. De almindelige dage, som minder om hinanden, men giver os lov at være en anden i dag end i går. Og så videre i mere velkendte end overraskende spor. Styrken her er netop, at musikken er klassisk Gnags. Fra de latinske trommer i 'Moonlight', til den rundtossede saxofon i 'Sådan en helt almindelig dag' over den ramsaltede soul i 'Som vinden blæser (det' hvad jeg ved om kærlighed)' til den robuste rock i 'Udbrændt fakkel i en rendesten'. Fornemmelsen af det tæt sammenspillede, organiske og driftige band, der altid har været så vigtig for Gnags, er præsent i hvert taktslag her. Det er tydeligt, at de to nye, Bastian Sjelberg (bas) og Mika Vandborg (guitar), som kom med på sidste turne, har bidt sig fast som regulære medlemmer af det musikalske kollektiv. De fire gamle - Peter A.G. Nielsen, Ivan Sørensen, orgel, Jacob-Riis Olsen, guitar og Mads Michelsen - spillevende trommer - har gjort deres ypperste for at få det her til at vibrere og leve. Hvilket lykkes til fulde. 'Skønhedspletter' strutter af energi og melodi. Man skal have en begsort og udbrændt fakkel i mavesækken for ikke at glædes over fornemmelsen af harmoni og helhed i de fem første, klassiske Gnags-sange: 'Moonlight', historien om den udbrændte fakkel i rendestenen, der forsøger at finde ud af, hvad den brændte for, den slentrende 'Solskin i februar', 'Som vinden blæser' med Thomas Helmig i et kor, der lyder mere af Vesterhavet end af Detroit (hvor det klæder ham at synge igennem på dansk!) og endnu et AG-selvportræt i 'Mesterfotografen'. Naturligvis er teksterne lige så banale som, at det går op og ned i kærlighed, men banaliteterne er serveret med så stor selvtillid og et så lifligt herreswing, at de går lige i blodet. Efter at have levet i en uges tid med 'Skønhedspletter' i for eksempel et fitnesscenter, kan det i hvert fald konstateres, at Gnags giver energi - igen. Og at man skal hen til pladens afsluttende serie for at finde de virkelige perler her. 'Sådan en helt almindelig dag' er en vellykket fusion mellem Gnags og house med et indsmigrende kor over bløde beats, håndspillet slagtøj, scratch og en tekst med plads til detaljer i observationerne fra køen i Fakta. Som den om drengen, der står og skærer grimasser, til han ligner Dirch Passer, når han »ser bekymret ud«. Tilfældet ville, at Gnags indspillede 'Ulykkelsesfugle' 11. september sidste år. Det er svært at høre den smukke ballade med velanbragte strygere om kvinden, der laver fugle i ler »lette som sommervinden bølger gennem florlet gardin« uden at have det faktum i baghovedet. Den dag hun får lavet en fugl, der kan flyve, krakelerer den mellem hendes hænder. Ak, ja, symbolikken til det skrøbelige liv er til at føle på, men smuk, det er sangen. Tempoet er i top på 'Bare det årlige check' om at ringe op til - endnu - en telefonsvarer. Hvad skal man sige? Peter A.G. giver sig til at nynne: »Det er bare det årlige check/ at der stadigvæk/ er solskin i dit blik«. En banal bagatel, måske nok, men en rig og stram en af slagsen. Ligesom den rundtossede lirekasse-blues 'Kys mig' om de mange sprog, man kan være blind og døv på. Peter A.G. lykkes med en enkel lyrik og en simpel melodi: »kys mig når jeg allermindst af alt har fortjent det/ kys mig når jeg vender mig væk/ kys mig skønt jeg slukker alle de lys, som du tændte«. Når man har en så lang historie som Gnags - Danmarks ældste rockorkester med 34 år sammen - må det være tilladt at trække på den. Det gør gruppen så i 'Selvopfyldte profetier (Vilde kaniner 2'), der byder på et genhør med frækkerterne med de lange ører. Denne gang er der tale om en - lige lovlig letkøbt - kommentar til 11. september og månederne siden. Men lad nu det ligge. Med det mod, Gnags så tydeligt har fået igen, følger muligvis et vist overmod. Hvilket næppe kan overraske gruppens fans. For dem og alle andre er den vigtige nyhed, at gruppen er tilbage som et band med et album uden svage sange. En imponerende bedrift, som forhåbentlig nu skal følges op med en turnè, der også tager Gnags tilbage til klubberne, hvor bandet blev født.