Man kunne frygte, at Baal har ladt kanonen med så meget materiale fra sindets inderste krudtkamre, at den københavnske kvintet selv ville komme farende ud som en såret kanonkonge og lande tungt midt i det nyplantede og endnu såre skrøbelige bed med blegnæbbet og sårbar dansk rock à la Jupiter Day, Saybia og Moon Gringo. Tromle opkomlingene ned med tung teatertorden i et darwinistisk drama med pompøs pop i en storladen opsætning af manieret menneskeforagt. En angst, der næres ved titlen på Baals fjerde album, 'The Supreme Machine', der lyder som noget, en fadølsvommet hangaround for Bandidos i Brainløse kunne finde på at kalde enten sin kværn, sin kvinde eller sit kønsorgan. Eller noget kun Baal kan finde på at kalde en plade i en tid, der skriger på krise i pladebranchen og ellers er mere til det subtilt underspillede end drøn og den akrobatik for stemmebånd, sanger Bjørn Fjæstad ynder at begå sig med. Hører man albummet igennem en gang eller to for fulde gardiner en salig søndag eftermiddag, er det da også med at holde på gardiner og personlige tilbøjeligheder til prædiken. For det er stort, stort som en sammensmeltning af U2 og Queen med en kloning af Bono, Bowie og Freddie Mercury som vokalist. Selv i en smertelig smuk ballade som 'Blow', der balancerer på kanten mellem en afsindig romance og et selvmord, blæser Baal op til orkan over Stormfulde Højder. Men når man har så udsøgt gode sange, som Baal har skrevet til 'The Supreme Machine', er det til at leve med den soniske oppusthed, der også får en ellers glimrende sang som 'Scapegoats' til at stige til vejrs som spærreballon. Der er ikke noget at gøre. Baal er åndelige brødre med Wagner, Brecht, Kurt Weill og alle andre skønånder med forkærlighed for det teatralske. Det har ofte givet gruppens musik et udvendigt præg, som var de opførelser på verdens største scene snarere end et personligt budskab, henvendt til den enkelte lytter. Storheden gør sig også gældende i en af dette albums centrale sange, den langsomt flydende og dybt desillusionerede 'Writing on the Wall'. Men her behersker Bjørn Fjæstad og bandet virkemidlerne, og nummeret får lov at leve sit eget liv. Uden instruktør, dirigent og scenograf. Det er smukt som solnedgangen i Dollerup Bakker i oktober. Sangen er symptomatisk for det mismod, der præger kvintetten. 'The World is Losing Air' hedder en anden sortsynet sang, der blander sig med de mange udsøgte ballader. I det hele taget er det sangskrivningen, der gør 'The Supreme Machine' til Baals bedste udspil til dato og en af de flotteste og dybeste danske rockplader i lang tid. Uden de godt gennemarbejdede kompositioner, det opløftende spil, de vidtløftige vokaler og den enorme fokusering, man fornemmer, ville Baal være grundstødt. Men den vitale veloplagthed, der præger 'The Supreme Machine', bør give bandet en fortjent chance mere. Selv om det er svært ikke længere at være de nyeste talenter eller at have placeret sig som et af dansk rocks store, markante navne, har Baal en af landets mest magtfulde sangere og nu også et rigtigt godt album at arbejde videre fra. Dette er i sandhed klassisk rock, hverken mere eller mindre. Og til trods for et rasende rabalder er det så djævelsk udført, at der indimellem indfinder sig guddommelige stunder, når 'The Supreme Machine' kører over stepperne.