Tre år senere havde det mindre rockede og mere båndsløjfe-orienterede 'Unspoiled Monsters' ikke samme gennemslagskraft. Så indtrådte tavsheden, mens Steen Jørgensen med held prøvede stemmen i nye sammenhænge med bl.a. jazzbassisten Lennart Ginman. Men sidste forår udsendte Sort Sol så 'Snakecharmer', der på én gang var en tilbagevenden til de tidligere 90'eres lyd og et udtryk for en mere pop-orienteret filosofi. Historien om Sort Sol i 1990'erne blev på én gang en inspirerende succeshistorie og en fortælling om omkostninger og voksende gnidninger i bandets interne forkastninger. Først gik gruppens guitar-anarkist Peter Peter Schneidermann i protest mod gruppens mere populistiske profil. En balance blev opretholdt mellem Knud Oddes visionære kompositioner og makkerparret Steen Jørgensen og Lars Top-Galias stadig mere intensive jagt på det forgyldte omkvæd. En balance, som man kan frygte ryger sig en tur, nu hvor bassist Odde definitivt har takket af for at hellige sig malerkunsten og har efterladt Sort Sol som en slags trio. Det er disse opsigtsvækkende år i en turbulens af ydre medvind og interne modvinde, som bliver opsummeret på 'Circle Hits The Flame'. 18 numre fra perioden 1991-2002. Numre, der dokumenterer, at Sort Sol i sine bedste øjeblikke er et rockband af en kaliber, man ikke overgår noget sted i hele den vide verden. 'Midnight Train to Summer', 'Shaheeba Bay', 'Erlkönig' - det er original og pågående rockmusik i den absolutte spitzenklasse skiftevis svævende og hamrende henover klangbundens mørke romance. Dermed er 'Circle Hits the Flame' også en plade, der skræver fra et højdepunkt til det næste. Men indimellem er der faktisk behov for at skræve. For noget helt uproblematisk produkt er denne 'Best Off' alligevel ikke. Tre nye numre skal lokke husarerne til. Titelnummeret 'Circle Hits the Flame' er en nyindspilning af 'Når solen stikker af', som var Sort Sols signaturmelodi til P4 på P1. En dejlig ting med et drømmende omkvæd udspundet i blødgjort vokalmalm af Steen Jørgensen og arrangeret til overflod med både tingel og tangel. 'Holler High' og 'Golden Wonder' er to nye numre skrevet med 'Aqua'-Søren Rasted som medkomponist. Hvis man ledte efter yderligere beviser på, at Sort Sol er på vej til at blive et storladent poporkester med Steen Jørgensen i den absolutte hovedrolle, så kommer de her. Bedst er 'Golden Wonder', der dog også er så svulstigt og svulmende romantisk i sin lyd, at det næsten lyder som ufrivillig kitsch. I et arrangement stærkt inspireret af gruppens egen trofaste Moody Blues-fortolkning 'Nights in White Satin'. 'Nights In White Satin' er ikke medtaget. Det er til gengæld hele fem andre af numrene fra det aktuelle album 'Snakecharmer'. En noget mærkværdig prioritering. Mon ikke det var tanken, at en opsamling ikke mindst skulle henvende sig til det unge rockpublikum, der har opdaget Sort Sol via 'Snakecharmer' og endnu har gruppens fortid til gode? I så fald virker det næsten bizart at medtage fem (ud af ni!) numre fra det endnu varme 'Snakecharmer', når man samtidig har været så karrig kun at plukke tre sange fra det altafgørende gennembrudsalbum 'Flow My Firetear'. At numre som 'Carry Me Into the Sun' og 'Girl of 1000 Tears' mangler på dén konto, virker på den baggrund nærmest uforståeligt. Ud af 37 numre fra de tre koncentrerede plader 'Flow My Firetear', 'Glamourpuss' og 'Unspoiled Monsters' har man udvalgt de 10. Mens næsten lige så mange - otte - enten er nye eller fra det så godt som nye 'Snakecharmer'. En noget mærkværdig filosofi at lave en 'Best Off' ud fra. Også selv om 'Rhinestone's format rager op og 'Next Century's skarptslebne attack næsten viser sig at kunne stå distancen i selskab med sin ældre slægtning 'Shaheeba Bay'.