Le Tigre husker med andre ord, at vi her har at gøre med et kunstnerisk produkt, og ikke en timelang brandtale til 'Dyke March 2001' (som trioen i øvrigt priser i høje toner): Der er ikke tvær trodsighed, men en stenalderfunky fremdrift, en optimisme, en flabethed over skidtet! Når Hanna over et af sine fornærmende enkle og forbandet effektive guitarriffs bekendtgør, at »I like to be surrounded by women«, virker det ikke som »a huge strong mass of feminist fury«, som hun ellers selv udlægger det, men som et langt mere virkningsfuldt »fuck jer, vi kan klare os selv!«. Men alle kan være med her, selv os mænd. Alle kan nemlig nyde et band, der både har en sag og en ultimativt æggende måde at præsentere den på.