Men med Martin Hall i rollen som komponist er man meget langt fra at lade 'Kameliadamen' gå 'Gøngehøvdingen' i bedene. Martin Halls cd 'Camille' har fået betegnelsen »original soundtrack«. Ligesom i filmens verden. Men Halls musik har på cd'en en langt mere selvstændig eksistens, end soundtracks som regel har. Her er både stemning og struktur. Musikken opleves ikke som kode til en handlingsgang, men som en på en gang altmodisch og moderne forestilling om den smukke demimonde Marguerite Gautier fra Dumas berømte drama. Musikken er et parfumeret klassisk afsæt, kølet ned og brugt helt efter eget hoved i mødet med moderne studieteknik. 'Replicator' valser ømt, skævt og skælvende forhalet ind i tidernes manglende synkronicitet. I 'Camille' har Hall ud fra nogle enkle pianofigurer teknologisk manipuleret med både hastighed og stoflighed inden The Vista Dome Ensemble er kommet til. Resultatet kan kaldes en slags højstemt dandyisme. Kitsch vil nogle måske mene, men det er noget af det mest tryllebindende og umiddelbart tilgængelige musik Martin Hall har frembragt på denne side af popmusikken. Det er første gang, Martin Hall har lavet musik til en opsætning som 'Kameliadamen', men Hall har igennem meget af sin mere end tyve-årige karriere arbejdet med uortodokse krydsninger mellem det klassiske og det moderne univers. Han har som få andre herhjemme arbejdet bredspektret med at skabe mange forskellige slags musikalske forestillinger. Hans første orkester hed Ballet Mecanique og dét valg af navn til et band, der bl.a. skabte musik til Billedstofteatret var på mange måder et forvarsel om Halls kommende forestillinger i lyd. Hvad enten der har været tale om en avantgardeopførelse som 'Giv Folket Brød Vi Spiser Kage'(1982), Nyt Dansk Danseteaters 'Mellem To Evigheder'('86), Ingvar Cronhammars netop rejste monumentale forestilling 'Elia Rising' i rummet uden for Herning eller de musikalske indramninger af sangerinden Irma Victorias liv og død. Filmmusik i den mere eksperimenterende afdeling har Hall også lavet. Så alt i alt er betegnelsen soundtrack måske ikke helt ved siden af. Som musik er 'Camille' overvejende en instrumental forestilling, men den dansk-italienske mezzosopran Andrea Pellegrini synger bl.a. på '48/40' og 'Gloria' blodrødme i Halls krystalapparat. Så er det, at musikken bliver et paradoksalt skæringspunkt mellem tidens kølige distance og et hjerteskærende nærvær. For er musikken et tågesyn fremmanet igennem et elektronisk filter, så er stemmen, skønt stræbende højt, både her og nu. Titlerne er klart udmalende for stemningen: 'Frostpowder', 'Lucid', 'Clinical Detachment'. Mindre heldigt er det, at Katja Andersson slutter seancen med 'Late August'. Den står som en modsætning til indledningen med 'Camille's mere abstrakte og mesmeriske titelnummer. Man skulle næsten tro, der har været et krav om en afsluttende signatursang. 'Late August' er imidlertid en lidt for typisk tør gospel-popsang fra Halls hånd. Fortryllelsen brydes. Hvilket selvfølgelig er en naturlig nok funktion for et sidste nummer, men oplevet som værk havde det været mere passende at slutte i et fortsat tonefald snarere end i rytmeboks.