Sammen med den glade tv-vært og klaverbokser med en fortid i firserbandet Squeeze har de indspillet albummet 'Jools Holland's Big Band Rhythm & Blues'. Et band spiller op til en snes glade gæsteartister. Hvad formålet er - ud over naturligvis at promovere Jools og vennerne - kan være svært at se. Måske at vise alverden, at briter faktisk har soul og swing? Måske at udgive George Harrisons sidste sang? Et af de få bidrag på albummet, som ikke er komponeret af Jools Holland og den aktuelle gæstestjerne. Den hedder 'Horse to the Water' og er under alle omstændigheder et af albummets mest høreværdige og spændstige indslag. I et blæserbaseret arrangement af den storswingende sang viste George Harrison blot et par måneder før sin død af cancer, at han til det sidste var en glimrende komponist og en besjælet sanger, som vi i de sidste mange år har hørt alt, alt for lidt til i forhold til, hvad talentet og evnerne helt indlysende rakte til. Andre fine bidrag er Sam Browns fine 'Valentine Moon', der er så betagende og klarsynet som en nat under fuldmånen, Joe Strummers spankulerende svajerblues 'The Return of the Blues Cowboy' og Mica Paris og David Gilmours simrende udgave af 'I Put a Spell on You, der minder om, hvor fremragende en guitarist Gilmour fra Pink Floyd er. Sjovt er det også at høre John Cale som skæv, men overbevisende crooner i Johnny Mercers 'I Wanna be Around', mens resten er præcis så forudsigeligt, som man kunne frygte. Rundt, rummeligt og røvkedeligt, for nu at sige det på dansk. Men måske er pointen netop, at man skal være englænder for at forelske sig i dette selskab af 'jolly good ol' friends'?