Der er 11 nøgne og nedtonede sange på albummet med kunstnere som Emmylou Harris, hvis smukke, smertefulde og helt særegne stemme det altid er en fornøjelse at lytte til, Mary Chapin Carpenter, Bruce Cockburn, Patty Griffin, Gillian Welch og Steve Earle. De medvirkende har til lejligheden medbragt skiftevis helt nye og afprøvede sange. Resultatet er alle gode hensigter til trods gabende kedsommeligt og så forudsigeligt som fredstegn til en hippiedemonstration. Tiden synes at være smuttet fra den slags sympatierklæringer fra musikkens stjernefrø. Det fungerer måske nok i øjeblikket, i koncerten, men fortjener ikke forevigelse på album, selv om det er svært at være uenig i det gode formål.