Krigen er forbi. Eller afblæst. Hvilken krig? Krigen mellem electronica og rock'n'roll. Hvem vandt? Begge parter. Mennesket og maskinen. Stemmen og computeren. Det unikt menneskelige i symbiose med den uendelige kombinatorik. I et parløb og et åbent kredsløb, der i disse år synes at tiltrække nogle af musikkens mest originale hoveder. Herhjemme forlod Mikael Simpson gruppen Luksus for at begive sig ud på en opdagelsesrejse. En verdensomsejling bag gardinerne hjemme i lejligheden. Thom Yorke fra den engelske rockgruppe Radiohead er ude i et stærkt beslægtet ærinde på sit første solo-udspil, 'The Eraser'. 'The Eraser' befinder sig ikke lysår fra Radiohead som de har lydt siden de for 6 år siden med 'Kid A' vendte rockmusikken i dens mere kompakte og udadvendte form ryggen. Boblende og gærende. Instrumentalt fragmenteret og hudløs. Producer på Thom Yorkes solo-udspil er da også Radioheads faste mand på posten, Nigel Godrich. Så der er godt styr på tingene. Produktionen er selvsagt langt mere minimalistisk i sådan et enmandsprojekt. Thom Yorkes stemme plus de lyde, han har bakset med på pc'en er grundstammen. Enkelte steder krydret med en guitarfigur. Paradoksalt nok lyder det med disse få midler faktisk mindre skrøbeligt end meget af det, Radiohead har lavet i det nye årtusind. Hvor Radiohead med dødsforagt har udforsket De 1000 Idéers Land, har 'The Eraser' på trods af de mange knitrende lyde og den elektroniske gnidren en befriende enkelhed og klarhed i udtrykket. Denne gang har man fornemmelsen af, at en sang er én idé udfoldet og ikke er utallige idéer, der efter en uendelig lang og slidsom proces er kommet til at ligne en sang. Der er plads til Thom Yorkes stemme. Dette unikke instrument, der har haft det med at fortone sig i krystalkolde jeremiader højt under en smertesvanger himmel, men her virker fæstnet til jorden. Smertefaktoren fejler ikke noget. Men emnet føles konkret. Længsel og jalousi. Man færdes i menneskelige rum og ikke i rummet som abstraktion. Er det kærlighedens varme grød jeget lusker rundt om? Noget, der lokker, brænder, frastøder. Den musikalske grundstemning kan minde en del om 'Kid A' og 'Amnesiac', men sangene forekommer mere rene og kontante. En sang som 'Atoms For Peace', hvor Yorkes stemme svæver højt over bund af blidt boblende elektroniske lyde, kunne så let have mistet jordforbindelsen, men mister aldrig sin forankring. Typisk for et album, hvor sange som 'The Eraser', 'Black Swan', 'Atoms For Peace', 'And It Rained All Night' og 'Harrowdown Hill' ville have kunnet være centrale bærepiller på et hvilket som helst Radiohead-album. Da Radiohead spillede i K.B. Hallen, spillede de nye sange, der stærkt antydede, at bandet fra Oxford for alvor er tilbage i rocken. Thom Yorkes elektroniske projekt peger så meget i en anden retning, at det næppe bliver svært at holde de to forløb adskilt. Yorke har da også kraftigt understreget, at hans solo-projekt ikke signalerer et farvel til Radiohead. Men et nummer som 'Black Swan' kunne reelt have været så suverænt et Radiohead-nummer, at bandet skal stå tidligt op for at hamle op med forsangerens solo-ekskursion. Kreativiteten har blomstret solistisk i de hjemlige omgivelser. At singer-songwriteren i det nye årtusind har fået mulighed for at udskifte akustisk guitar eller piano med en elektronisk indrettet dagligstue er ikke den mindste revolution, musikken oplever netop nu.