Det her er ingen rockplade, selv om den er lavet af rockmusikere.
Det er heller ikke en plade, der kan glide ind under paraplyen, der dækker over elektronisk musik, selv om den lyder sådan. Det er med andre ord en plade, der er kropumulig at genrebestemme.
Til gengæld er den god.
Sjovere at spille med
Det er ellers lidt med supergrupper, som det er med sex.
Ofte er det sjovere selv at være med til, end det er at høre på. For når musikere tager et frikvarter fra deres vante band for at spille videre med kolleger andetsteds, er det ikke altid givet på forhånd, at de såkaldte supergrupper nu også er en supergod idé.
Med undtagelser som Crosby, Stills, Nash & Young og The Traveling Wilburys, der fik supergruppeformatet til at se så let ud.
De seneste mange år har det dog været så som så med vellykkede supergrupper. Det er i hvert fald ikke navne som Audioslave, Velvet Revolver eller Apparatjik, der får min puls til at stikke af.
LÆS OGSÅ Supergruppen Apparatjik kommer til Danmark
Måske fordi det netop ofte virker mere interessant for musikerne at bytte band, end det er for fansene at lytte til resultatet.
Passer sammen
Alligevel sker det indimellem.
At supergrupper hæver sig almægtigt over egen nyhedsværdi og præsenterer det, man som lytter krydser fingre for: at puslespilsbrikkerne passer i nye formationer, og et nyt udtryk kommer til live.
Som da dubsteppens drivfjedre Skream, Benga og Artwork slog de tunge pjalter sammen under navnet Magnetic Man for nogle år siden. Eller da Lucy Pearl omkring årtusindskiftet smedede et varmblodet R&B-groove ud af samspillet mellem Raphael Sadiiq fra Tony! Toni! Tone! og En Vogue-sangerinden Dawn Robinson.
Eller som nu, hvor en ny supergruppe ser dagens lys. De kalder sig Atoms for Peace.
Sjusser ved nattetide
Bandet består af Radioheads Thom Yorke, producer og keyboardspiller Nigel Godrich, basspiloppen Michael Peter Balzary, bedre kendt som Flea fra Red Hot Chili Peppers, den brasilianske percussionist Mauro Refosco samt den venstrehåndede trommeslager Joey Waronker, der tidligere har spillet med Beck og R.E.M.
Det er en broget flok på sin egen ret forrygende facon. Og musikken er det samme. Debutalbummet, ’Amok’, fremstår i hvert fald som et vellykket forsøg ud i den ædle – og i sagens natur ret besværlige – disciplin at proppe utæmmet kreativitet på dåse.
Radiohead får folk til at storme på gadenEller sagt på en anden måde: Fra allerførste sekund af åbningsnummeret, ’Before Your Very Eyes...’, er det som at flå døren op til et øvelokale, hvor musikken vælter ud over dig som en massiv bølge af varme, samhørighed, lyd og ... afrobeat.
Atoms for Peace er nemlig vokset ud af en fælles forkærlighed for sjusser ved nattetide kombineret med lyden af den legendariske nigerianske musiker Fela Kuti, det fædrene ophav til netop afrobeat.
Og det kan høres på ’Amok’. Dels i de mange sprælske polyrytmer, der bobler energisk albummet igennem. Dels på den mere overordnede legesyge tilgang til musikken, der på alle måder synes at gennemsyre bandet.
Nedbrudte skel
Her er ikke tale om en supergruppe, der har fundet sammen i synkron optur ved tanken om potentiel fælles formåen. Næh.
Snarere er det en tøjlesløs nysgerrighed, der karakteriserer Atoms for Peace. En nysgerrighed, der med stort overskud kanaliseres ud i musikken som en rastløs energi, altid på jagt efter nye eventyr, som på førnævnte åbningsnummer.
LÆS ANMELDELSE
Men her dvæles også ved det mere indadvendte, og det er på numre som den ret vidunderlige ’Default’, ’Unless’ og ’Ingenue’, at Atoms for Peace for alvor sniger sig ind på mig med tilbagelænede flader af analoge synthesizere hen over en frodig underverden af tossefabulerende rytmik.
Naturligvis gratineret af Thom Yorkes karismatisk klagende vokal, der alle dage har været en smagssag, men som med sine søgende og sarte fraseringer passer som hånd i handske med, hvad der synes at være albummets overordnede grundtanke: at grænser er til for at blive rykket. Ligesom genreskel er til for at blive nedbrudt.
Særlig udgivelsesdato
I god tråd hermed består albummet også nærmere af en serie af forløb mere end egentlige sange.
Det hele flyder sammen, og det er mestendels en fornøjelig budding at tumle rundt i, selv om det kunne have været sjovt med nogle flere udslag på temperamentsbarometret undervejs. Dem er der ikke mange af.
Albummets konsekvente sammensmeltning mellem mand og maskine er fascinerende, men det bliver også en smule monotont for mig i længden.
Til gengæld er det en lidt nørdet morsomhed, at ’Amok’ udkommer i dag.
LÆS OGSÅ Radiohead har skabt et lokomotiv af stor skønhed
For i fredags var det præcis 20 år siden, Thom Yorke debuterede i front for Radiohead på albummet ’Pablo Honey’.
En plade, der med en sang som teenagehymnen ’Creep’ virker lysår væk fra Yorkes virke i dag, men som også demonstrerer, hvor langt man kan rykke sig rent kunstnerisk på 20 år, hvis man gider. Og har lyst til at gøre musikkens Thom-rum til et ret fedt sted at være.
fortsæt med at læse
