Man kan ikke holde en god mand nede. Om han så er gået hen og er død i mellemtiden. Johnny Cash døde 12. september 2003. Takket være 'American Recordings'-projektet gik han i graven som et lyslevende ikon og som en kunstner, der havde afsluttet et langt og produktivt liv med sit musikerlivs mest bevægende kapitel. Nemlig 'American Recordings'-projektet. Sammen med produceren Rick Rubin skabte Cash en helt særlig sen sangskat. På fire cd-udgivelser og det suveræne bokssæt 'Unearthed' fortolkede Cash nye og gamle sange med en gammel mands afvæbnende autoritet. Rubin har længe antydet, at der var mere i vente. At han og Cash var mere eller mindre færdige med et nyt album, da Cash døde. Det kommer nu i form af 'A Hundred Highways' ('American Recordings V'). Et stilfærdigt, men manende og i bogstaveligste forstand sjælfuldt farvel indspillet med, skulle det vise sig, det ene ben i graven. Rick Rubin fortæller, at det i den sidste tid gik op og ned med helbredet, og det så det kunne høres. Nogle dage var Johnny Cashs stemme sprukken og skrøbelig, og han måtte hive efter vejret. Andre dage var røsten igen malmfuld og fuld af autoritet. Begge dele kan høres. Det er ikke en svaghed ved pladen. Snarere en styrke. Som at mærke varme og erindringen om styrke i en rystende hånd. En påmindelse om det endelige menneskelige vilkår, som hele 'American Recordings'-projektet har haft som sit hjerteslag. Det har været en verden fortolket med fortrøstning og blikket rettet mod vejs ende, uanset hvor lang eller hvor kort vejen så måtte vise sig at blive. I modsætning til de tidligere udgivelser i serien rummer 'V' ikke de overrumplende fortolkninger af overraskende materiale. 'V''eren er en stilfærdig meditation over ny og gammel americana. Følsomt og diskret akkompagneret af dygtige musikere som Mike Campbell og Benmont Tench, fortæller Johnny Cash skrøbelig i stemmen, men stærk i troen, om kærlighed og død. Om den lange rejse, der fører frem til 'aftentoget' (Hank Williams' 'On The Evening Train' og Cashs egen sene komposition 'Like The 309') og den trætte rejsendes udfrielse i 'I'm Free From The Chain Gang Now'. Albummet er som en afskedshilsen fra en gammel ven, man ikke helt turde tro, man skulle høre fra igen. Som sådan mere end velkommen. Ikke mindst fordi 'V' rummer en god håndfuld virkelige stjernestunder af den slags, der brænder sig fast på hvælvet. 'On The Evening Train', 'Like The 309' og den traditionelle 'God's Gonna Cut You Down' udgør en knokkelstærk trilogi af dunkle aftensange. Cash leverer en ligefrem fortolkning af Springsteens 'Further On Up The Road', og Gordon Lightfoots 'If You Could Read My Mind' bliver en bevægende kærlighedssang. De mindre kendte countrysangere Hugh Moffatt og Ian Tyson leverer passende nok de lidt mere anonyme 'Rose Of My Heart' og 'Four Strong Winds'. Robuste countrysange af den slags, Johnny Cash havde en særlig evne til at indgyde en indlevelsens fortællekraft, der løftede sangene op af deres beskedne sko og ind i en sfære, hvor her og nu og for altid fandt hinanden i en prøvet stemmes kloge blik. Også på den baggrund får Don Gibsons 'A Legend In My Time' en særlig betydning. Johnny Cash blev en legende i sin egen levetid. Manden i sort, som kunne kunsten at gøre stemme og fortælling uadskillelige. Det er ikke sjældent, at store musikere efter deres død oplever en genopstandelse i form af dubiøse »sjældenheder«. Sådan én er 'A Hundred Highways' ikke. Det er den ægte vare. Et skrøbeligt og stærkt sidste suk fra en af de helt store.