Der er mange om buddet, når det gælder popmusik.
Men når buddet lyder på at prøve noget nyt, er der færre, der gør sig til. Og derfor er det lige så forfriskende som tanken om et spritnyt år, når det endelig sker, som det uvægerlig gør på ep’en ’True’ signeret af Solange Knowles.
Det er fristende at skrive, at hun er debutant. Men ’True’ er nærmere en musikalsk genfødsel.
Egentlig har den 26-årige Solange hele to plader bag sig. En teenpoppet parentes fra 2003 og den mere spraglede og kække soulplade ’Sol-Angel and The Hadley Street Dreams’ fra 2008, der trakterede med sangerindens egen vægt i frejdige blæsere og klassiske soulfraseringer.
LÆS OGSÅ Pernille Jensen: Damerne har indtaget poptronen
Allerede dengang stod det klart, at Solange kæmpede for at bevise, at hun ville en anden lyd end sin storesøster, den mægtige Beyoncé, der fra sine tidlige teenageår som en del af r&b-trioen Destiny’s Child valgte en mere poppet og hitlistebestigende tilgang til musikken komplet med koreograferet dans og ens påklædning til et punkt, hvor de tre sangerinder ikke sjældent lignede et falleret fastelavnsforsøg på at ligne hinanden.
Strejf af melankoli
Solange vil noget andet. Og måske er det derfor, hun har brudt med sit store pladeselskab Interscope og nu er i stald hos det mærkbart mindre indielabel Terrible Records, hvis ene ejermand er Chris Taylor fra indierockbandet Grizzly Bear.
Det er dem, der udgiver ’True’ – Solanges seneste ep, der udkom digitalt i slutningen af 2012, og som i første halvdel af 2013 følges op af et album.
Det er ellers ikke, fordi ’True’ mangler noget for at fremstå som et ’rigtigt’ album. Nok består den blot af syv sange.
Men niveauet er svimlende højt, og man sidder tilbage som lytter med oplevelsen af en sangerinde, der ved, hvordan hun gerne vil lyde.
Her er ingen svinkeærinder. Ingen behagesyg idé om, at en vellykket popplade partout skal indeholde både et hårdtpumpet EDM-inspireret nummer til dansegulvet, en flæbende sørgelig ballade om kuldsejlet kærlighed og – selvfølgelig – en single til radioen.
Den store, skønne styrke ved ’True’ er, at udtrykket er både gennemarbejdet og selvsikkert. Homogent uden at være ensformigt.
Helt overordnet er det som på den fremragende førstesingle ’Losing You’ og den efterfølgende ’Lovers in The Parking Lot’ en forkærlighed for 1980’ernes syntetiske synthesizere, der præger den luksuriøse lyd af Solange af i dag.
Det sker i et ekskvisit samspil mellem ofte voluminøse beats tilsat håndklap og andre percussionagtige elementer, som tilsammen skaber et lydbillede, der trækker hysteriet ud af de seneste års altoverskyggende tendens inden for popmusikken – David Guetta, jeg håber, du føler dig truffet – og i stedet fokuserer på gode melodier og vokalharmonier med et strejf af melankoli frem for en eksalteret klimaksjagt.
Afsindigt vellykket er det.
Varm og troværdig
Manden bag Solanges markant nye lyd hedder Devonté ’Dev’ Hynes, og ud over at producere har han også været medforfatter på sangene.
Den ligeledes 26-årige brite er da heller ingen vårhare udi musikken. I de lystige nu-rave-dage tilbage i midten af forrige årti var han 18-årig benjamin i den kortlivede, trommehindesprængende dancepunk-trio Test Icicles, der forsvandt lige så hurtigt, som de dukkede op.
Siden 2008 har han udgivet to plader under pseudonymet Lightspeed Champion, og i 2011 udkom albummet ’Coastal Grooves’ under Hynes’ seneste alias, Blood Orange.
Og så producerede han en anden af sidste års store popsange, ’Everything is Embarrassing’ med Sky Ferreira, der ligeledes dyrkede 1980’er-barnet Hynes’ forkærlighed for sit fødselsårtis sortrandede synthesizere.
LÆS OGSÅ Man gjorde et godt band en bjørnetjeneste
Det samme sker – næsten – på ’True’, som dog også i høj grad trækker stikket hjem på Solanges vokal, der er mindre eksplosiv end hendes søsters, men til gengæld har en elegant og tilbagelænet stil, der passer virkelig godt til Hynes’ synth-lyde.
Solange giver musikken varme og gør ’True’ cool uden at være kølig. Med ubesværet charme synger hun små tilstandsrapporter fra livet i 20’erne, som på ’Don’t Let Me Down’ og ’Some Things Never Seem To Fucking Work’.
Og vigtigst af alt: Hun gør det, så man tror på hende. På den måde minder Solange ikke så lidt om svenske Robyn, der nok bevæger sig i et noget mere dansevenligt tempo, men som også er eksponent for en afart af popmusikken, der vil en tand mere end de fleste.
Og det kan man kun være dem taknemmelig for.
fortsæt med at læse
