Han ligner en blanding af Kurt Cobain og Macaulay Culkin anno 'Alene hjemme'-filmene.
Drenget og sart, men med en beskidt understrøm af forvirrede følelser løbende i sit blod. Den amerikanske Christopher Owens har en fortid som den ene halvdel af det hedengangne indierockband Girls.
LÆS OGSÅ
Men han har også en barndom bag sig som en del af den religiøse amerikanske kult Children of God, hvor hans familie konstant var på farten og rejste over store dele af Asien og Europa for at rekruttere nye medlemmer.
En rejse der også bragte dem forbi Danmark, hvor Owens har fortalt, at det var her, han lærte at spille guitar ved at optræde på gaden for småpenge.
En ny start
Kulten er dog fortid nu. Det blev den, da Owens som 16-årig flyttede fra Slovenien og tilbage til USA, hvor han boede hos sin søster i Texas og holdt historien om sin fortid for sig selv. Det var først flere år senere, da han flyttede til San Francisco for at starte på en frisk, at han begyndte at fortælle om sin tid i kulten.
Og måske er det derfor, der ikke er så meget pjat med voksenudgaven af Christopher Owens. Han har ingenting at skjule. Og fortæller om sit liv, som det er.
Mest når han skriver tekster til den musik, han har skrevet, siden han lærte sig selv at spille med Cat Stevens' 'Wild World'. En sang han fortsat kan finde på at traktere med, når han spiller live som solist. For det er vigtigt, at folk ved, hvor man kommer fra - også rent musikalsk, mener Owens.
LÆS OGSÅ
Måske er det derfor, hans første plade i eget navn mest af alt fremstår transparent som Owens' egen elfenbensblege Snehvidehud. Pladen hedder 'Lysandre' og er et konceptalbum, der som titlen indikerer, fortæller historien om Owens' forelskelse i en ung fransk kvinde af samme navn.
Sideløbende kører en fortælling om Owens' første turné med Girls og hans møde med den fagre nye verden, hvor man rejser rundt som flatteret rockmusiker og ikke som nomadisk sekt.
Men historien er mindre vigtig.
For så snart man lægger øre til åbningsnummeret, 'Lysandre's Theme', står det klart, at her er romantik for alle pengene. Og et blidt svirp med noget så bedaget som den bløde lyd af tværfløjte, der spiller det gennemgående tema albummet igennem - når det ikke varetages af det næsten endnu mere forbavsende nærvær af en saxofon.
Træblæserne bakkes ømt op af Owens' eget delikate fingerspil på en akustisk guitar, som nu og da erstattes af en krasbørstig elektrisk ditto, der i glimt brummer lunt under overfladen på den eminente 'Here We Go', der er lige til at spise med sine store forventninger til livet, verden, kærligheden og alt det dér.
Her føles 'Lysandre' sprød som en nyredt seng.
Det uskolede talent
Men det er Owens' unikke nærvær som vokalist, der gør 'Lysandre' til en oplevelse. Han er stadig ingen stor sanger, og det håber jeg ved gud aldrig, han bliver. For Christopher Owens har sin helt egen porøse og særegne klang, der ikke er ulig den nu afdøde amerikanske sanger Elliott Smith.
Bare tilsat en god portion falset, der danser uskolet rundt i de højeste registre og får ham til at fremstå lige så jordbærblond indeni, som han er udenpå.
LÆS OGSÅ
Indimellem er det dog mere skørt end skønt.
Som når han - med saxofonen som tro væbner og uden sikkerhedsnet - kaster sig ud i det jazz-poppede eventyr på 'New York City' og den gøglede bagatel 'Riviera Rock'.
Da virker 'Lysandre' mere som en karikeret stiløvelse end som det, den er, når den er bedst: en kronik over en kærlighedshistorie fortalt af en stemme, man ikke kan lade være med at lytte til.
Christopher Owens spiller på Jazzhouse i København 2. marts.
fortsæt med at læse
