Indierockens guldkalv lærte først Beatles at kende for nylig

Guds barn. Christopher Owens lærte at spille guitar, da han som barn turnerede Europa rundt som del af sekten Children of God. I dag er guitaren blevet hans måde at komme af med følelser og frustrationer.
Guds barn. Christopher Owens lærte at spille guitar, da han som barn turnerede Europa rundt som del af sekten Children of God. I dag er guitaren blevet hans måde at komme af med følelser og frustrationer.
Lyt til artiklen

Endnu et kassettebånd med sektens sange findes frem af jakkelommen. Med sikker hånd bliver det sat på plads i båndoptageren, så de forbudte radionumre i smug kan lagre sig på de sorte, oprullede bånd.

Den lille gruppe hormondrevne drenge længes efter musik fra den virkelige verden, og Michael Jackson er mesteren. En af de ældre har fundet en radiokanal på anlægget, og ’Heal the World’ begynder.

Han presser den røde knap i bund, mens de ulovlige toner glider ud af højtalerne. Og drengene rokker til musikken fra det forjættede land.

Forbudte bånd
Christopher Owens var en af de unge uvorne. Alle var de født ind i den omrejsende sekt Children of God og havde det til fælles, at de ikke have særlig nemt ved at tilpasse sig de skrappe regler for, hvad man måtte og ikke måtte.

Da han i sine tidlige teenageår fik fat i nogle af de hemmelige bånd, som de ældre drenge havde optaget fra radioen, skete der noget i ham.

Det var spændingen forbundet med at gemme båndene for sin mor. Og det var overvældelsen ved den fantastiske musik, han aldrig før havde kendt til.

Indtil videre var Christopher Owens udelukkende blevet fodret af med film og musik fra sektens rækker. En af Children of Gods visioner var, at børn var rene og skulle beskyttes mod omverdenen.

Friske øjne på musikkulturen
Så Christopher Owens gik ikke i skole. Han så aldrig Disneyfilm. Og han anede ikke, hvem hende Madonna, som hærgede 1980’ernes hitlister, var.

Han var ren, naiv og upåvirket. Præcis som et Children of God-barn skulle være. Indtil han for alvor mødte populærmusikken som 16-årig og forelskede sig på stedet.

Alle indtryk stod knivskarpt, og hver tone var en euforiserende åbenbaring i den unge mands ører.

»Jeg ved ikke lige så meget om musik som andre på min alder«, siger Christopher Owens.

»Men netop af den grund føler jeg, at jeg lader mig begejstre meget mere af musikken«.

Flotte anmeldelser
Han er med på en skrattende telefonlinje på vej igennem San Franciscos gader en formiddag på den anden side af Atlanten. Muligvis på jagt efter en kop kaffe. Det lyder i hvert fald sådan på hans søvndrukne stemme.

Som frontmand i indieduoen Girls blev den magre 33-årige musiker med det lange, fedtede hår og huller på knæene lovprist af musikmedierne som en af sin generations mest lovende sangskrivertalenter.

Lyddiktatorerne fra den anerkendte musiktjeneste Pitchfork gav for eksempel første og andet udspil fra Girls sjældne 9,1 og 9,3 ud af 10 point i karakter, og musikmagasinet Stereogum udnævnte gruppens sidste album, ’Father, Son, Holy Ghost’, som 2011’s bedste udgivelse.

Også Christopher Owens’ første soloalbum, ’Lysandre’, som udkom i januar, har fået flotte ord med på vejen af anmelderne.



»Han er stadig ingen stor sanger, og det håber jeg ved Gud aldrig han bliver. For Christopher Owens har sin helt egen porøse og særegne klang, der ikke er ulig den nu afdøde amerikanske sanger Elliott Smiths. Bare tilsat en god portion falset, der danser uskolet rundt i de højeste registre og får ham til at fremstå lige så jordbærblond indeni, som han er udenpå«, skrev Politikens musikredaktør Pernille Jensen for eksempel og gav fire hjerter.

LÆS ANMELDELSE

Lærte først for nylig Beatles at kende
Lyden af Christopher Owens er lig med temposkift, hylende hammondorgler, og kvinder, der uh’er og ah’er i kor.

Jordbærblond indierocker redder solodebut med unikt nærvær

Christopher Ownes’ egen spinkle vokal veksler mellem melankolske trancelignende tilstande og ræsende, livsbekræftende festligheder.

Guitaren er hans medsammensvorne i dynamikstudiet. Det ene øjeblik kæles der forsigtigt for et slidt sæt nylonstrenge. Det næste beder en forvrænget Rickenbacker hvinende om nåde.

Når man hører Christopher Owens synge, kommer man til at tænke på både The Beach Boys og The Beatles. Men modsat de fleste andre musikere er han ikke vokset op med lyden af ’Wouldn’t It Be Nice’ og ’Let It Be’. Han har faktisk først lige opdaget dem.

»Det er først her for nylig, jeg har lært The Beatles at kende. Jeg har lige fået alle deres plader, og jeg kan virkelig godt lide dem. Deres sangskrivning er helt fantastisk«, siger han for eksempel, da jeg spørger ham, hvad han hører lige nu.

Teenageprædikant i København
Når Christopher Owens i morgen står på scenen i Jazzhouse, er det ikke første gang, han gæster København. Godt nok har han, til mange fans’ store fortrydelse, aldrig spillet en koncert her i landet før.

Men som teenager boede han i en årrække lidt uden for København sammen med sin mor og sin søster.

Det var her, han lærte at spille guitar, så han kunne hverve nye medlemmer til Children of God på gaden.

Det var her, i et telt på Roskilde Festival, hvor han egentlig burde uddele materiale for sekten, at han prøvede at ryge hash for første gang.

Og det var også, mens han boede i Danmark, at han for første gang gjorde sig tanker om at stikke af fra Children of God.

Stak af til USA
Som 16-årig gjorde han alvor af det. Efter at være vokset op i 15 forskellige lande besluttede Christopher Owens at følge med sin søster til Amerika, hvor hun allerede havde startet et nyt liv.

Pludselig stod alle døre åbne for ham. Han kunne for første gang se fjernsyn og købe de plader, han havde lyst til at høre.

Først var det punk. Så blev det store midt-1990’er-navne som Suede og Smashing Pumpkins, som optog ham. For første gang var musik en ren nydelse for ham.

»Jeg ville købe et album og så bare lytte til det konstant og lære at spille sangene. Jeg var vildt nysgerrig! Så snart jeg var færdig med et album, gik jeg ned og købte et nyt. Jeg vidste, at jeg havde meget at indhente«.

Forelskede sig i San Francisco
I en årrække boede Christopher Owens i Texas, hvor han arbejdede som personlig assistent for multimilliardærsønnen og kunstneren Stanley Marsh.

Gennem Marsh blev Christopher Owens del af et langt mere sofistikeret samfund, end han var vant til.

Men efterhånden begyndte han at drømme om noget andet, og da han en dag kom til San Francisco, forelskede han sig på stedet i den californiske storby, som med sin tilbagelænede attitude mindede om de gamle europæiske byer, han havde tilbragt sine unge år i.

Musikken blev et vendepunkt

I San Francisco mødte Owens en gruppe sangskrivere og blev optaget i deres band, Holy Shit.

Den af de nye musikervenner, der fascinerede ham mest, var den legesyge Ariel Pink, som senere dannede det anmelderroste band Ariel Pink’s Haunted Graffiti.

Pludselig gik det op for den dengang 26-årige Christopher Owens, at det måske ikke var så svært at skrive sange, og at det nok også var noget, han kunne finde ud af.

I starten skrev han mest for sin egen skyld. For at behandle, hvad han følte, og give slip på frustrationer. Men snart blev musikken et vendepunkt.

»Jeg har aldrig taget nogen uddannelse eller gået i skole«, siger Christopher Owens.

»Nu havde jeg fundet noget, jeg rent faktisk var god til. Jeg blev med det samme interesseret i at finde ud af, hvad jeg kunne med musikken, og fandt hurtigt ud af, at jeg havde lyst til at gøre det her i mange år. For første gang følte jeg, at jeg havde fundet det, jeg ville bruge mit liv på«.

Mere naiv end de fleste
I dag er det efterhånden mange år siden, Christopher Owens var et af Guds børn.

Men den beskyttede opvækst langt væk fra Disney og Michael Jackson præger ham stadig. Især som musiker, hvor han med et barns umiddelbarhed synger om forelskelser, stoffer og depressioner.

»Min sangskrivning er meget enkel. Måske det er, fordi jeg er lidt mere naiv end de fleste. Jeg har ikke nogen lang historie eller stor viden om andre sangskrivere. Nogle gange føler jeg mig lidt bagefter«.

Christoffer Winther Bjerregaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her