Hvad skete der helt præcist ved den ydmyge lokalitet The Hacienda Motel i den sorte bydel, Watts, i Los Angeles om natten 11. december 1964? Soulstjernen Sam Cooke døde i en blodpøl på kontorets gulv et par minutter over tre om natten, kun 33 år gammel. Så meget står fast. Ifølge politirapporterne hændte følgende: Soulstjernen Sam Cooke ankom i sin røde Ferrari til hotellet, hvor man kunne leje et værelse for 3 dollar, sammen med den 22-årige sangerinde Lisa Boyer, som han havde mødt på en restaurant samme aften. De to lejede et værelse under Sam Cookes navn, men kom op at skændes. Derfor skred Lisa Boyer fra rummet - og tog det meste af sin bejlers tøj med sig i flugten. I sin frakke og sko optog Sam Cooke jagten. Han troede åbenbart, at hun gemte sig på hotellets kontor. Efter at have hamret løs på døren, skubbede sangeren den op med skulderen. Her blev direktøren, Bertha Franklin, bange og skød Sam Cooke i hjertet på klos hold med en 22-kalibers pistol. Ifølge den officielle version var der altså tale om endnu et tilfældigt skyderi i det våbengale USA, som kostede - endnu en - sort stjerne livet. Men mange har siden rejst tvivl om den version, og skeptikerne mener, at Sam Cooke enten gik i en fælde eller simpelthen var offer for et attentat. Nattens begivenheder bliver næppe nogensinde endeligt opklaret. Og uanset hvordan og hvem, der tog livet af Sam Cooke, er fakta, at det sorte USA den nat mistede en af sine klareste røster og største musikalske talenter. En mand, bokseren Muhammed Ali omtalte sådan: »Sam Cooke er verdens største rock and roll sanger - ja, faktisk den største sanger i verden«. Verdens største sanger levede et kort, hektisk liv, som dog startede helt efter den sorte bog om USA’s tidligere slaver. Han blev født i bluesbyen Clarksdale i Mississippi, hvor hans far var en forførende og karismatisk prædikant. Som så mange andre fattige sorte fra Syden rejste familien Cook få år efter nordpå til Chicago, hvor industrien skaffede mange arbejde i de svære år under depressionen i 1930’erne. Fra Chicago rejste pastor Charles Cook ofte på landevejen for at prædike, og han tog gerne sin søn med. Den smukke Sam med de blide træk elskede at synge før og efter sin fars prædikener. Derfra var det naturligt at komme med i et gospelkor, hvad Sam Cook naturligvis gjorde i skikkelse af The Singing Children. Da han blev teenager, kom han med i kvartetten The Teenage Q.C.’s, der også sang gospel. I lighed med nutidens rappere, mødtes de unge gospelhåb ofte i en kirke eller fabrik, for at holde ’battles’, hvor det gjaldt om at synge og improvisere imod hinanden. Unge Sam Cook og hans kvartet var god nok til, at de fik lektioner hos medlemmer af Chicagos store gospelgruppe, The Soul Stirrers. I en alder af 20 år kom Sam Cook med i gruppen, da den store stjerne R.H. Harris pludselig trak sig tilbage. Over for de langt yngre Soul Stirrers fik Sam Cook virkelig slebet stemmebåndene af og indpodet den spirituelle råstyrke, der senere blev hans kendemærke. Op gennem 1950’erne turnerede Sam Cook med The Soul Stirrers. Stående i en kreds sang mændene til og mod hinanden. Koncerterne var eksplosive med et opgejlet og medlevende publikum, hvis kvindelige del allerede på det tidspunkt og stik imod de ellers religiøse rammer for gospel-koncerterne, bombarderede unge Sam med strømper og andre intime beklædningsdele. Det blev også til adskillige pladeindspilninger, hvoraf de fleste nu er samlet på boxen med tre cd’er ’Sam Cooke And The Soul Stirrers’. Et fantastisk vidnesbyrd om, hvor kraftfuld og swingende gospelmusikken kan være med stemmer som disse, omkring Sam Cookes karakteristiske, let hæse tenor. I årene med The Soul Stirrers havde Sam Cook opdaget, at han havde en magisk virkning på publikum. Den unge mand, der for sin samtid - tænk bare på hvide Elvis - havde et helt utroligt blik for også den forretningsmæssige side af musikbranchen, måtte videre og udnytte talentet. I september 1957 debuterede han som solist med det lille e føjet til sit efternavn med den søde single ’You Send Me’. Den blev et øjeblikkeligt hit og fik også mange hvide til pladebutikkerne i et USA, hvor der stadig var stærke raceregler. For eksempel stod det sorte publikum på den ene side af scenen ved koncerter og det hvide på den anden, sådan at den ene side af salen oftest kun fik oplevet en solist bagfra ... Det var farligt for sorte kunstnere at rejse rundt i USA - især på den anden side af ’bomuldsgardinet’ i Sydstaterne, hvor Ku Klux Klan jagtede turnerende sorte. Sam Cooke gjorde det alligevel, ofte sammen med kolleger som James Brown og Jackie Wilson. I 1958 blev truppen da også overfaldet i St. Louis. Da Sam Cooke og hans folk forsøgte at flygte, kørte de ind i en lastbil. Flere af musikerne fik alvorlige kvæstelser og chaufføren døde. Til trods for dramaer som dette og almindelig chikane undlod Sam Cooke at kommentere racekampen, hverken i tale eller musik. Hans store hit ’Chain Gang’ om lænkede, sorte fanger på vejarbejde i sydstaternes nådesløse sol blev dog udlagt som en klar politisk sang. Ligesom en af de sidste sange, Sam Cooke nåede at indspille, den gospelprægede ’A Change Is Gonna Come’. Sam Cooke var imidlertid altid klar i mælet og arbejdede henført for sin melodi. Det udløste en serie store popklassikere som ’Only Sixteen’, ’Cupid’, ’Another Saturday Night’ og ’Wonderful World’, der allerede er præget af det samme enkle klarsyn. Men det er i sange som ’Trouble Blues’ ’Nobody Knows The Trouble I’ve Seen’, ’Laughin’ And Clownin’, ’You Gotta Move’ og ’Little Red Rooster’. De to sidstnævnte er langt mere sexede i Cookes originale version oven på et fløjlsblødt orgel end de senere så kendte indspilninger med Rolling Stones, man møder den formidable sanger Sam Cooke. Alle sangene findes på mesterværket, ’Nightbeat’ fra 1963, der stadig er soulmusikkens vigtigste album. En formidabel, stilsikker og kuldegysningsfremkaldende opvisning mellem blues, soul, spiritualitet og sex, som ganske eliminerer standardopfattelsen af Sam Cooke som den pæne, søde soulsanger. Lider man af den vildfarelse, er det en god ide - det er det nu under alle omstændigheder - at høre sangene fra Sam Cookes koncert på The Harlem Square Club i New York i 1963 på det netop udsendte boxsæt ’The Man Who Invented Soul’. Her hører man en uhørt medrivende, kropslig sanger med de brugbare rødder i gospel og kirkernes tradition. Kun et år før sin alt for tidligere død var Sam Cooke på toppen som en sanger med fuld kontrol over sine stemmebånds utrolige råmateriale i signatursangen (’Don’t Fight It) - Feel It’, ’Twistin’ The Night Away’. ’Bring It On Home To Me’, ’Chain Gang’ og den afsluttende ’Having A Party’. En forrygende performer og sanger med publikum i sine hule hænder, der har inspireret eksempelvis Bruce Springsteens eminente leg med sit publikum helt i Sam Cooke-traditionen. »Jeg vil have, at I skal huske den her sang for mig«, råber Cooke med sin stadigt mere hæse stemme og kaster sig ud i den ultimative festhymne, som Southside Johnny siden har hygget sig gevaldigt med. »I don’t want to quit, but it looks like I gotta go ... I gotta go, but keep on havin’ that party«, lyder det sidste råb fra Sam Cooke, og så forsvinder han ud i kulissen. Det var noget af det sidste, offentligheden hørte til ’verdens største sanger’, inden den fatale decembernat i Los Angeles. Men musikalsk fortsætter festen i den grad med disse to fremragende vidnesbyrd fra et helt usædvanligt talent.
I en tidligere version af denne artikel blev Sam Cooke omtalt som 31-årig ved sin død.
