For nylig optrådte Lady Gaga som musikalsk gæst i britisk ’X Factor’.

Først sang hun nogle linjer af sin nye sang ’Venus’ siddende i klassisk Joni Mitchell-positur med en akustisk guitar og langt lyst havfruehår, hvorefter hun indtog gulvet og fremførte resten af sangen dansende barfodet rundt med sine dansere iført et lillebitte todelt kostume, der mest af alt lignede caffelatte-farvet spandexundertøj. Men dansen var akavet, og den tempofyldte koreografi gjorde tydeligvis sit for at korrumpere hendes ellers notorisk stærke stemme.

Lady Gaga var forpustet. Og det blev ikke bedre, da hun hev havfruegarnet af med en insisterende armbevægelse, purrede op i sin egen brune page og fremførte sin seneste single ’Do What U Want’ helt mutters alene på scenen, selv om sangen egentlig er en duet med R. Kelly.

Her var hun decideret ude af pitch flere steder, imens hun kravlede rundt på et hvidt flygel, hev efter vejret og indgik i en seriøs nærkamp med massive mængder glimtende lilla konfetti.

LÆS OGSÅ Lady Gaga er verdens mest magtfulde kendis

Kønt var det ikke. I hvert fald ikke, når stemmen gled i svingene undervejs. Men det var vildere, sjovere og markant mere fascinerende end at betragte de fleste af Gagas kolleger m/k i lignende situationer.

Enigma popstar
For hvor de andre popstjerner anno 2013 dyrker en langt mere perfektioneret professionalisme – i hvert fald på scenen – har Gaga sit helt eget kaotiske udtryk, som siden dag 1 har været hjulpet godt på vej af hendes utvetydige talent som performer .

Mindre enestående er hun i albumregi, hvor det siden ’Born this Way’ fra 2011 har været svært for hende at skære sine mindre stærke sange fra det endelige produkt. Og det samme gør sig desværre også gældende på Gagas tredje studiealbum, der med en svimlende varighed på en time er mindst 20 minutter for langt.

Og det er en skam, for selv om det gør ’Artpop’ til en spraglet popplade, er det ikke til at komme uden om, at det også er en skæmmet en af slagsen.

Det begynder ellers som en drøm med, hvad der i hvert fald lyder som en vældig kæk ud. Det er åbningsnummeret ’Aura’, der angiveligt havde arbejdstitlen ’Burqa’, og som med en slagkraftig dubstep-inficeret elektropopbas tilsat en selvrefererende tekstbid som »Enigma popstar is fun/ she wears burqa for fashion« sparker albummet i gang med både hooks og humor.

Ligeledes vellykket – og sjov – er den heftige jetmotorelektro på ’G.U.Y.’ og ’Donatella’, ligesom det kan konstateres, at både ’Venus’ og den mere tilbagelænede R. Kelly-duet ’Do What U Want’ også fungerer uden en forpustet verdensstjerne ved roret.

Fra stjerne til korsangerinde

Men grænsen mellem skæg og skinger er hårfin i Gagas evindelige omgang med popmusikkens overdrev, og indimellem bliver hun decideret fortænkt i sit insisterende forsøg på at underholde. Som på den helt rædderlige ’MANiCURE’, hvor en kvindes lyst til en neglebehandling med vold og magt skal sammenlignes med hendes lyst til sex.

Ligeledes klodset i sit billedsprog er den hysteriske ’Mary Jane Holland’, der, uh, selvfølgelig handler om marihuana.

Lavpunktet er dog den helt afskyelige hiphoppastiche ’Jewels N’ Drugs’, hvor Gaga har besøg af rapperne T.I., Too $hort og Twista, uden at det dog gør det store indtryk ud over at slå en tyk streg under, at det ikke er her i musikkens madpyramide, Gaga hører til. Hun er ikke skabt til at synge kor på en pinagtigt under middel hiphopsang. Hun er meget mere end det.

LÆS OGSÅ Præst: Gud hader Lady Gaga

Hvilket hun heldigvis husker på en sang som ’Dope’, albummets eneste ballade, der skriver sig selv direkte ind i det fine selskab med andre af Gagas store ballader som ’Brown Eyes’, ’Speechless’ og ’You and I’, der alle er sange, som med et betagende og nærmest Elton John-agtigt klaverarbejde slår fast, at Lady Gaga er noget ganske særligt.

Også selv om jeg stadig godt kunne tænke mig, at hun hyrede en rigtig skrap konsulent til at skære nogle af de overflødige sange væk. På den måde vil hendes kompromisløse liveoptrædener gå langt bedre i spænd med de plader, der stadig ikke helt kan matche den superstjernekarisma, som nu engang præger denne Lady.

fortsæt med at læse

Dobbeltportræt: Gaga forfra - Bennett bagfra