0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritik Opsvulmet patos og poesi

Danske Entakt lægger sig i slipstrømmen af tidens dramatiske toner på deres albumdebut, hvor drama dog bliver til opsvulmet patos.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR-foto
Foto: PR-foto
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tidens toner er dramatiske. Den danske synthbølge med bands som Veto og Spleen United rækker tilbage til de mørkt messende klange af 1980’ernes begyndelse, og på MTV sætter amerikanske emo-bands som My Chemichal Romance og Panic! At The Disco punkrocken op i svulstige koreografier. Og som var de grebet af tidens patos, lader den danske kvintet Entakt nu følelserne få frit løb på deres albumdebut, der bedst betegnes som poetisk emo-pop.

Hos Entakt finder man ikke den typiske popsangs gentagne omkvæd og faste formler. I et ekko af jazzens udfoldede strukturer bliver de melodiske forløb af rullende klaverrundgange og stigende guitarakkorder drevet frem af forsanger Jonas Villumsens falsetknækkende vokal.

En stemme af dirrende følsomhed, man godt kan hade for dens anmassende intensitet eller omvendt elske lige så højt – hvis man holder af at ligge med hænderne foldet bag nakken på en sommereng og med lukkede øjne svømme hen til teatralsk drømmende musik.

Bandet har hørligt mange tangenter at spille på, men fortaber sig i de meget ens crescendo-skemaer – og musik bliver altså ikke mere dramatisk af, at man til bevidstløshed tæsker løs på hihatten. Der findes formildende omstændigheder i den poetiske åre, der løber gennem Jonas Villumsens tekster.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter