Tidens toner er dramatiske. Den danske synthbølge med bands som Veto og Spleen United rækker tilbage til de mørkt messende klange af 1980’ernes begyndelse, og på MTV sætter amerikanske emo-bands som My Chemichal Romance og Panic! At The Disco punkrocken op i svulstige koreografier. Og som var de grebet af tidens patos, lader den danske kvintet Entakt nu følelserne få frit løb på deres albumdebut, der bedst betegnes som poetisk emo-pop. Hos Entakt finder man ikke den typiske popsangs gentagne omkvæd og faste formler. I et ekko af jazzens udfoldede strukturer bliver de melodiske forløb af rullende klaverrundgange og stigende guitarakkorder drevet frem af forsanger Jonas Villumsens falsetknækkende vokal.
Der tæskes på hihatten
En stemme af dirrende følsomhed, man godt kan hade for dens anmassende intensitet eller omvendt elske lige så højt – hvis man holder af at ligge med hænderne foldet bag nakken på en sommereng og med lukkede øjne svømme hen til teatralsk drømmende musik. Bandet har hørligt mange tangenter at spille på, men fortaber sig i de meget ens crescendo-skemaer – og musik bliver altså ikke mere dramatisk af, at man til bevidstløshed tæsker løs på hihatten. Der findes formildende omstændigheder i den poetiske åre, der løber gennem Jonas Villumsens tekster.
