Det starter ellers ganske lovende.
Birminghams fire stolte sønner i Editors er på to album gået postpunken loyalt i bedene og haft enorm publikumssucces med deres blanding af ubesværede melodier og et godt groove over en dyster grundklang. Uden at man har fået fornemmelsen af nogen form alvor bag mørkelegen med især arven fra Joy Division. Buldrende stilskift Men så er det, at Editors lægger ud med et titelnummer på deres tredje album, hvor guitaren bliver druknet i en snestorm fra synthesizeren. Nummeret buldrer frem med en pompøs kulde, der stiger rundt om forsanger Tom Smiths dybe, reciterende stemme. I skæringspunktet mellem de svulstige synthflader og den blitzende desperation har Editors her fået færten af noget nyt.




























