Jeg var overrasket, efter at jeg havde lyttet Ringo Starrs 15. soloalbum igennem første gang.
Ikke over, at jeg havde siddet og kigget lidt tomt ud i luften undervejs, prøvet at vippe en anelse med foden og rystet på hovedet indimellem. For på dette fremskredne tidspunkt i forholdet mellem Ringo Starr og mig er jeg godt klar over, at den slags nostalgitrip skal være ualmindeligt charmerende skruet sammen, før jeg for alvor plumper i.



























