Man vender tit bunken i rockmusik. Det i grunden lille arsenal af ideer er delt ud, prøvet af, og så starter vi forfra. Kunsten for de fleste nye rockbands er så at få de samme akkorder til at virke friske, skarpe og helst personlige inden for fire fjerdedels-reservatet, og ikke at lyde for meget som endnu et opkog på fortidens formler. Hvis man da ikke stædigt vil fastholde, at den underlige hånd, man har fået, er bedre end en royal straight flush.

LÆS ARTIKEL2009 var et stort år for den originale rock Black City De fire debutanter i Black City har gået i den amerikanske rockskole, hvor man lærer at balancere den støjende guitars energi med popsangens smittende natur, mens man – i Black Citys tilfælde – drøner gennem tolv sange på en god halv time. Foo Fighters’ Dave Grohl er en læremester inden for disciplinen, og Black Citys forsanger, Bjørn Poulsen, lyder, som om han har taget ekstra timer hos en anden Seattle-veteran, tidligere Soundgarden-sanger Chris Cornell, for at få tilført det stakåndede tempo noget vokalmuskel. Fuzzer for meget Black City er traditionel rock med riffs, attitude og en energi, der tøjles godt i Frederik Thaaes stramme produktion. Sangene er kompakte og strømlinede som projektiler. Den fræsende guitar får lov at drive sangene fremad, Bjørn Poulsen giver dem krop, og så handler det ellers bare om at holde det hæsblæsende tempo. Og det er her, problemet ligger. De har kun fremdrift for øje. Nu skriver Black City ikke de helt store sange, og deres energi er tydeligvis deres trumf, hvilket forløses godt, men debutpladen her kunne sagtens have haft flere nuancer, et temposkift eller to og en hel del mere personlighed i guitarlyden. Den fuzzer på den dominerende samme måde gennem næsten alle sange og giver albummet et ensformigt præg. Men så er der lige en sang som ’Get On Me’, der gynger mere og sætter noget af tempoet over styr til fordel for lidt slinger i valsen. Her viser Black City, at de har talent for andet end fart. De skal vist bare lige have løbet hornene af sig. Shout Wellington Air Force Hvis Black City prøver at overdøve det traditionelle dunk fra rockens firetaktsmotor, griber den århusianske kvartet med rebus-navnet Shout Wellington Air Force traditionerne noget anderledes an. Her er lydbilledet spartansk, rytmerne krøllede, og guitaren har ikke så travlt med at lægge sig tungt oven på det hele. Sangene går deres egne veje uden at holde sig til omkvæd eller versefødder, men finder og slipper søgende stemninger, mens den enkelte sang udvikler sig. Vi er altså ovre i den sære leg med rocktraditionerne, som amerikanske Grizzly Bear lykkedes så formidabelt med sidste år.