For ti år siden var det The Strokes, der hev en guitarkasse fuld af afprøvede tricks ned fra rockbibliotekets hylder og med snotten i asfaltsporet fra Velvet Underground satte retro-pendulet til at svinge mellem det mytisk monotone dengang og en cool gentagelse i nuet. Samtidig nåede The Libertines med den (i dag stadig) uregerlige Pete Doherty i spidsen lige at genstarte den skødesløst afleverede guitarrock i England, før det band blev brændt ned til grunden under mediernes ivrige fotografering. I dag er det The Vaccines’ tur. The Strokes - med en bredere og pænere lyd Fire unge gutter fra London, der trækker fortiden ud af gemmerne og med en ukuelig vilje genopfører et par kapitler af rockhistorien med lige så træfsikre hooks som The Libertines og en karakteristisk vokal, der næsten kan matche The Strokes’ Julian Casablanca.
Men The Vaccines kommer stormende frem med en bredere og pænere lyd. Og helt uden samme kyniske understrøm. Ud over den indledende Ramones-patische, ’Wreckin Bar (Ra Ra Ra)’, med sin blitzkrieg-energiske punkinjektion i koret, er det hovedsagelig tilbage i rockens helt unge år, at The Vaccines har fået taget mål til deres sange – om søde piger som den danske fotomodel Amanda Nørgaard på ’Norgaard’ eller om de altid lumske finter med gamle kærester på ’Post Break-Up Sex’.
