Alvoren trænger sig på hos Nik & Jay. Da de sidst udsendte et nyt album for fem år siden, ragede popduoen op i det danske musiklandskab som de bærende plakatsøjler på teenageværelset.
Et popfænomen af uhørte dimensioner herhjemme med diamantøreringe, store biler, smukke piger og fængende hippop – badet i champagnesprøjt. Nik & Jay er stadig Nik & Jay Siden er de to værløseknægte flyttet til Vesterbro, ramlet ind personlige kriser og har sluppet festens gashåndtag. Lidt. Midt i den (u)sædvanlige selviscenesættelse, den popmusikalske virak og det fjerde albums gennemstylede modebilleder i bookletten, hvor der ikke sidder en skægstub forkert, er eftertanken dukket op. Som et strøg af melankoli ude på det hedonistiske overdrev. Den slags, der viser sig i fortællingen om deres succes: »... men når det nu engang er overstået, ja, hvad fanden/ har man så egentlig opnået?«. Og viser samfundsbevidst karakter i beskrivelsen af Istedgadekvarterets sociale ubalance: »... alle har det godt her, set med hvide øjne/ ja, det’ det vi kalder hvide løgne«. Det er lige før, de er blevet modne. Teenagerens kulørte sparkedragt er væk, men tag ikke fejl. Nik & Jay er stadig Nik & Jay.
