Da Tom Waits og Keith Richards første gang indspillede musik sammen, var Waits temmelig nervøs. Dengang i midten af 1980’erne var Waits rykket fra det tilrøgede liv på Hotel Tropicana i Los Angeles til New York. Og i fuld gang med at forvandle sig fra beatnik-sludrende barflue til storbydunkel vildkat med raslende skeletter i orkesteret og strubegurglende hyl mod månen. Under forberedelserne til albummet ’Rain Dogs’ foreslog Waits det som en joke: Hvad med at spørge Keith Richards, om han vil være med? Pladeselskabet fangede ikke ironien og fik det sat i stand. Som Tom Waits for nylig har berettet om det første møde med Rolling Stones-guitaristen, han beundrer højt: »Nu var vi for alvor på spanden. Jeg var virkelig nervøs. Han dukkede op med omkring 600 guitarer i en semitruck. Og en butler«.
Trykkoger med dampende soul
Dengang var Waits stadig en bizar blanding af musikalsk landevejsridder og durkdreven historiefortæller i periferien af den rockverden, Richards tronede over. Siden gentog de det vakkelvorne kunststykke på Waits’ hovedværk, ’Bone Machine’, i 1992, og her godt tyve år senere dukker Richards atter op på et Tom Waits-album. Mellem faste legekammerater som Marc Ribbot, Larry Taylor og David Hidalgo.
