Man fornemmer et skævt smil bag titlen.
Værsgo, her er endnu en opsamling, endnu en cd på markedet inden lukketid, endnu en omgang blandet løgn og latin – med affald til at fylde hullerne ud. En selvironisk udgangsreplik, der ikke vil skabe mere drama end højst nødvendigt.
Helt i samme underspillede ånd som R.E.M. i september – uden konflikter eller uenigheder – opløste sig selv. Efter at bandet gennem 31 år stædigt har insisteret på at gå ad egne veje, valgte de også selv tidspunktet, hvor de gik hver til sit.
LÆS ARTIKEL Bandnekrolog: R.E.M. var meget langt fra sex, drugs and rock'n'roll
Nok kan titlen være en stikpille til tidens mange opsamlinger (og ikke mindst R.E.M. selv, der med den her er oppe på otte), det er samtidig et lige så præcist signalement af bandet fra Athens, Georgia, som det var for to årtier, da guitaristen Peter Buck i et interview gav sit band lige præcis det skudsmål.
R.E.M. var tvetydigt mumlende, katedralsk inderlige, oprigtige i kampen for deres værdier og aldrig mere ophøjede, end at jordforbindelsen blev bevaret.
Og så er titlen tilmed en glimrende guide rundt i de 40 sange, R.E.M. har sammensat. Som en sidste efterskrift, der tegner et strålende selvportræt af en af rockens største og aparte superstjerner. I både storhed og fald.
Part Lies
Når man laver et udvalg, er der altid noget, man savner. Selv med 40 udtræk fra bagkataloget på denne deres første opsamling, der spænder over hele karrierens tre faser, vil enhver fan hurtigt kunne finde en håndfuld fraværende perler.
Hvad blev der lige af ’Find the River’, kunne der ikke findes plads til ’Perfect Circle’ og ’Letter Never Sent’, hvorfor er ’Bittersweet Me’ eller ’Daysleeper’ ikke med, og hvor pokker er ’Drive’?
På den måde lyver opsamlingen her en lille smule og fortæller ikke hele sandheden (i hvert fald ikke min!) om storheden i R.E.M. Men den kommer faktisk rimelig tæt på.
Fravalget viser en anden central side af R.E.M. De var i alle 31 år et band, der gik efter at genopfinde sig selv for hvert album.
Det mærkes især på den første disc, der trækker de formative linjer fra ’Murmur’ til ’Automatic For The People’ og viser et band, der som få andre i rockhistorien forandrede og udviklede sit udtryk – fra dansende garagepop til himmelflugtende ballader.
Men når 2011-albummet ’Collapse Into Now’ fylder overraskende meget med tre sange (lige så mange som ’Out of Time’), skyldes det, at også opsamlingen her skal rykke (lidt) ved forestillingen om R.E.M. Og de nye sange er naturligvis dem, bandet endte med at brænde for.
Part Heart
Der har altid brændt en ild i R.E.M. Selv på de svage udspil, finder man stærke sager. Som Beach Boys-hyldesten ’At My Most Beautiful’ fra den ellers skuffende ’Up’.
Men det var på de første ti album, at deres sjæl stod i flammer, og R.E.M. for alvor skrev sig op under lofthvælvingen på de store melodiers tempel.
Med sange som den countrysvungne ’(Don’t Go Back To) Rockville’ og den hypnotiske pianoballade ’Nightswiming’, der på hver deres måde torpederer hjertet og efterlader det ømt. Længe efter. Og vi er nok en del, der har stirret tomt ud i luften til tonerne af ’Everybody Hurts’.
Magien i R.E.M. var, at de på toppen af deres karriere (sådan cirka i starten af 1990’erne) etablerede en personlig forbindelse til det væv af følelser, vi alle slæber rundt på under skjorten og bag smilet, til hver enkelt fan i et gigantisk publikum – uden at man var tvunget til at sidde arm i arm med sidemanden.
De fandt en delikat balance mellem det inderligt personlige og nemt genkendelige i et fællesskab.
Part Truth
Hvordan kan man undgå at give en opsamling af en af rockhistoriens uomgængeligt bedste bands seks hjerter? Fordi den ganske ærligt fortæller om det fald i kvalitet, der også hører med til fortællingen om R.E.M.
Sandheden er, at R.E.M. tabte pusten og fik forlagt inspirationen nogenlunde samtidig med, at trommeslageren Bill Berry gik ud og reducerede bandet til en trio. Gennem de sidste ti år har de forsøgt at ændre kurs et par gange, men uden den gnist, der tidligere sprang fra deres sangskrivning.
Fra de mesterlige højder på disc 1, falder vi ned gennem de mere ujævne udgivelser som ’Reveal’ og ’Around the Sun’, der kun får en enkelt repræsentation med hver.
På den måde tegner sangene linjen i et bands karriere, der gik fra et være et egensindigt orkester i det dengang alternative rockspor over stadionbrusende succes til et falmende indtryk, der lige blev frisket op fem minutter i lukketid med en stålsat turné og det meget passende opsummerende album ’Collapse Into Now’ fra i år.
Part Garbage
Groft sagt burde de tre nye sange været hældt ud med badevandet og have givet plads til nogle af de langt mere oplagte sange, der ikke kom ind i det fine selskab. Nu fungerer de lidt som et alibi for hele udgivelsen, men er mest med til at sætte et gråt punktum.
Den minimalistiske weekendhymne ’A Months Of Saturdays’ lever slet ikke op til sit begejstrede tema, og den afsluttende ’Hallelujah’ har fået en god tur med cykelpumpen, men kan ikke holde sig selv oppe trods krængende omkvæd og strygere.
Kun ’We All Go Back To Where We Belong’ når tilnærmelsesvist det høje niveau, der står tilbage som essensen af deres værk.
LÆS ANMELDELSE R.E.M. samler inderligt trådene fra 30 års karriere
Det er i bandets ånd. For de 40 sange viser om noget, hvor langt man kan drive det ved at stå fast på sin kunstneriske integritet, turde sætte foden skævt i forhold til tidsånden og lyde som noget skrald i omverdenens ører.
Være kompromisløst kritisk over for trygheden og aldrig forfalde til selvsmagende nostalgi. Og stoppe i det øjeblik, man opdager, at det er det næste skridt.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
